Min første rejse ...
som virkelig gjorde en forskel for, hvordan jeg har grebet tilværelsen an, var, da jeg i min gymnasietid hørte, at man kunne tage til Caribien og sejle på forskellige både mod kost og logi. Jeg besluttede, at jeg ville prøve at krydse Atlanten i en sejlbåd, så jeg gik i gang med at tjene penge til sådan en færd. Jeg husker tydeligt, hvor meget mine forældre var imod mine planer. De ville hellere, at jeg rejste ud som au pair, og lige før jeg skulle flyve til Barbados for at indlede sejlereventyret, foreslog min far, at jeg i stedet brugte pengene til min uddannelse. Men ud rejste jeg, og jeg sejlede fem måneder rundt på den måde i Caribien. Der var gode, men også dramatiske oplevelser, som fik mig til at beslutte, at den båd, der skulle bringe mig over Atlanterhavet til Europa, skulle være stor, veludstyret og rig. Derfor slog jeg mig ned en måned på øen Antigua, hvorfra bådene sætter kurs mod Europa inden orkansæsonen, for at sikre, at jeg kunne påmønstre en ordentlig båd. Den vigtigste og næsten chokerende erfaring, jeg gjorde på den tur, var, at jeg kun havde mig selv og den måde, jeg gestaltede mig på, til at skaffe mig adgang til en båd.
Min bedste rejse ...
er uden tvivl ekspeditionen til Mt. Everest i 1996, selv om det blev dramatisk, og min gode ven Scott Fischer (ekspeditionslederen, red.) døde på bjerget. Det var et stort eventyr – hele min psyke blev påvirket livslangt. At trekke mellem verdens højeste bjerge på en tur forbundet med stor risiko gjorde et enormt indtryk. Jeg har ikke oplevet noget, der topper den rejse.
