Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Op. Turen til Mallorcas klippehalvø Formentor går både via spektakulære udsigter og gennem mørke tunneler. FOTO: Poul Kornerup Lauridsen

Sol og strand
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hold charterferie i cykelsadlen

Mallorca har længe været de professionelle cykelrytteres træningsø, men nu indtager amatørcyklisterne også den smukke spanske ø.

Sol og strand
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Chaufføren nikker og vinker mig om på indersiden af den lange hvide turistbus, da vi mødes på bjerget på ferieøen Mallorca. Bussen er på vej ned, mens jeg svinger mig op tråd for tråd på min lejede landevejscykel med to gange ti gear.

Det er min fjerde dag på en racercykel nogensinde, og jeg står på pedalerne for at nå mit mål, toppen af Sa Calobra, en legendarisk stigning og en af de mest gakkede veje i verden.

Som en fortidens Georg Gearløs anlagde den italienske ingeniør Antonio Paretti i 30’erne vejen, der bugter sig som en kobra på syre og hvert år tiltrækker hundredvis af professionelle og amatørcykelryttere.

Mallorca har med sine 1.250 kilometer landevej længe været elitesportens favoritø, og siden slut 90’erne har også amatørerne indtaget den smukke, spanske øs veje.

LÆS OGSÅ Mallorcinerne ved, at enhver cyklist er penge til øen, og trafikken føjer sig derfor efter de tohjulede. Kun om foråret, hvor det ikke er ualmindeligt at se grupper på 50 cyklister på de smalle veje, kan det blive lidt for trængt for de lokale. Om efteråret har man øen næsten for sig selv, og vi glider ubesværet gennem smalle bjergbyer, hvor fire havemøbler på asfalten gør det ud for en bar. Videre forbi stenhuse, palmer, vinmarker og aldeles uanfægtede muldyr. Partycyklister og pensionister Klippehalvøen Formentor udgør øens nordligste område, og her på spidsen af Mallorcas næse ligger et lille fyrtårn og venter efter en tur med hæse stigninger på syv kilometer og spektakulære udsigter.

Mens vi blæser deropad, åbenbarer en af charterturismens hovedstæder, Port de Pollença, sig under os med vandcykler og liggestole i lange baner, møder vi en flok midaldrende mænd i trikot og med tømmermænd. De arbejder i byggeindustribranchen i London og er på deres årlige herretur, der inkluderer såvel druk som cykelture.

På det lange seje træk på den halvdårlige vej det sidste stykke ud til fyret gælder det om at holde godt fast på styr og bremser.

Og efter 43 km på cykel fra Selva i nordvest til Formentor-fyret i øst kan jeg konkludere, at det ikke som forventet er bagtil, jeg er øm – det værker i mine hænder, der krampagtigt har klemt på for- og bagbremse over bump og grus.

Generelt er vejene på Mallorca dog glatte som glasur, og cyklens smalle hjul spiser sig gladelig gennem de asfalterede ruter.



I kontrast til partycyklisterne møder vi også ældre motionister på to hjul. Nogle på sit-ups, cykler uden racerstyr, som stille og roligt tager den op mod klosteret Lluc, en 8 kilometer stigning op ad Coll de sa Batalla, der slutter ved 576 højdemeter.

Men flere af de plus 60-årige, vi møder, sætter os eftertrykkeligt skakmat på bjerget, for som amatørcyklist tæller alderen ikke så meget som antallet af kilometer, du har i benene.

Figenfrugter i farten
Serra de Tramuntana er Mallorcas eneste bjergformation, og den moser sig pludseligt op i landskabet af mere flade arealer med olivenlunde og mandeltræer. Her møder vi den 40-årige Natalia fra Hamburg, der til daglig cykler banecykling.

Hun har sat sin mand til at passe deres otte måneder gamle baby, mens hun turer efteråret tyndt på Mallorcas bjerge.

Det er hernede i lundene og tværs over øen, at alle cyklister kan være med. Figenfrugterne hænger tungt og så lavt, at man kan nuppe en i farten, mens man cruiser gennem det mallorcinske landskab med bjergene på tilskuerpladsen.



Uanset byernes størrelser rummer de alle et torv, og et sted at gøre holdt og købe sig en café con leche eller en cola. Den sukkerholdige drik synes at være cyklisternes favorit.

Så mens cyklerne hænger i styret som heste i tøjret, smider vi cykelhandskerne og spænder hjelmene af, så de kan lufttørre en anelse. Der bliver nikket på tværs af borde og nationaliteter og udvekslet data om ruter og heltetider på bjergene.



I 1940-1950’erne havde hver lille by på Mallorca sin egen cykelbane og cykelløb. I dag fylder turistcyklisterne cafeer og veje, og fornemmelsen af fart og frihed sætter sig som smil i cykelrytternes ansigter som sving i bjergene.

Den store nedtur
Tilbage i sadlen åbner Cykelmallorca sig for alvor i bjergene. Med stigninger, der tager til i styrke og sætter sig som syreudladninger i lårene. På nedkørsler, der giver sug i maven og sved på håndfladerne.

Har man mod på det, ligger den slangeformede vej Sa Calobra og venter. Som med så meget andet i livet, er det processen og ikke slutmålet, der er pointen ved turen ned, for ved enden ligger blot en turistkulisse med to restauranter og et par strande.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



På opturen slingrer jeg lige så meget, som bjergvejen svinger, mens jeg mentalt zoomer ind på mit tråd. Kunsten er at holde sig i så lavt gear, at du træder ubesværet hele vejen op, men stadig har ét gear at skifte ned til, når det bliver rigtig stejlt.

Det lykkes mig ikke, og jeg tager de 12 kilometer i absolut laveste gear.

»Nu kan du snart holde en pause«, siger min guide, Poul Kornerup Lauridsen, der bor på øen og har cyklet passioneret i otte år.



Mine hæle vrikker sig øjeblikkeligt halvvejs ud af pedalerne ved lyden af ordet »pause«.

»Nej, ikke stå af, bare sæt farten lidt ned, pust ud«, siger Poul Kornerup Lauridsen og tilføjer, at jeg heller ikke skal for langt ned i tempo.

»Forbered dig mentalt på at skulle op at stå, og husk, det bliver ikke ved med at være lige så slemt,« siger han opmuntrende og minder mig om Lance Armstrongs ord: »Pain is temporary. Quitting lasts forever« (Smerte er midlertidig. At springe fra er for evigt, red.).



Ergo skærer jeg ansigt og vrider mig op af bjerget. Den behagelige lyd af kædens løb, som jeg har vænnet mig til på de fire dage i sadlen, blandes med lyden af min egen vejrtrækning på overarbejde.

Det lyder, som om mine lunger er ved at falde ud, og det føles, som om bjerget aldrig topper. Min puls når sit maksimale leje og holder sig der de sidste 45 minutter af turen.

Pludselig er det ovre og tanken om næste tråd erstattes af et vildt overblik over bjergtinder, hvide skyer og munkegribbe.

En Tarzanlyd undslipper mig som udtryk for den surrealistiske sejr, det er at have kravlet herop på cykel. Et par turister, der har gjort hold i bilen for at få de sidste feriefotos i kassen, smiler og klapper overbærende af mig.

Og så starter belønningen for de hårde sving – nedkørslen. I en lang rus, der udgør tolv kilometer, men føles som en hurtig spurt, hælder cyklen den anden vej.

Jeg bremser, til mine knoer bliver hvide. Svingvis bliver jeg en anelse modigere og modigere. Mit vovemod blegner dog som en dansk sommer ved mødet med en flok unge fyre i bar overkrop på vej op ad bjerget på rulleski. Med stavene forrest og fråden halvvejs ude af munden.

De må være eliteskiløbere på træningslejr, og alle ligger vi et sted og pruster på den samme strækning. Topsportsfolkene på rulleski, turistbusserne og så os, tosserne på to hjul. Mallorca rummer det hele.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

ARTIKLEN FORTSÆTTER HER

Side 2:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden