Nødhjælp plejer at være noget, man giver ved naturkatastrofer og sult i ulande.
Men ikke desto mindre måtte den tidligere så ukuelige turistmagnet, Costa del Sol, sidste sommer bede om netop det: nødhjælp i form af en milliard euro fra den spanske stat. Men hvordan kunne det gå så galt for den berømte og elskede turistattraktion?
Spanien topper stadig topti over danskernes mest benyttede rejsemål. Men 60 procent af Solkystens gæster er briter.
Og hvor horder af skandinaver og briter gennem generationer har investeret i ferie- og retræteboliger på Solkysten og taget på årlige charterture hertil, går det nu den anden vej med rekordlave priser på fast ejendom.
Mens kystlinjen er blevet mere og mere plastret til med hotelkomplekser, restauranter og barer, har man glemt at se fremad og forny Costa del Sol.
En lang turistpølse
Solkystens helt store salgsnummer er stadig de 3.000 årlige soltimer og en gennemsnitstemperatur på 18 grader året rundt.
Men priserne på boligmarkedet er raslet ned, og de tre kystbyer, Torremolinos, Benalmádena og Fuengirola, der, som årene er gået, er vokset sammen i en lang ens turistpølse langs vandet, ser nu noget falmede ud.
Her er stadig masser af turister, bare slet ikke i samme omfang som tidligere, og krisen kradser.
’Vi taler dansk’, står der med store bogstaver på den lille restaurant La Entrada i Benalmádena Costa på Costa del Sol. Hos naboen kan man få ægte britisk fish & chips og følge de hjemlige fodboldhold på storskærm hos et britisk ejerpar.
Men begge restauranter er lukkede, og ejeren af den dansktalende restaurant med menukort på fem sprog, González, fortæller, at der er minus i kassen hver dag, han har åbent.
»Jeg har lukket min anden restaurant og har nu kun denne her, fordi det er hyggeligt at tale med mine stamgæster«, siger han om de hårde tider.
Det oprindelige trækker
Og han bliver bakket op af folk, der arbejder med turisme.
»Vi kan se, at mange turister nu hellere vil opleve det oprindelige Spanien i stedet for at bo på et kæmpe hotel, der lige så godt kunne ligge i Algarve i Portugal eller Agadir i Marokko. Derfor bevæger vores turisme sig i disse år væk fra masseturisme over mod det mere autentiske«, siger rejseagent på Solkysten, Mauricio de la Guardia.
Siden 1960’erne er Andalusiens fattige fiskerbyer blevet forvandlet til højhushoteller, gigantiske vandlande, kasinoer og poolområder, neonlys og nattesjov.
Mens spanierne selv har holdt sig mere øst for de klassiske charterdestinationer.
Som ved Almería, der ligger ud til havet og tidligere var en af den arabiske verdens vigtigste havnebyer, beskyttet af et kæmpe fort, Alcazaba, som et lille mini-Alhambra, der våger over byen fra sin bakketop.
Bygningsværket er et miskmask af arkitektur, arabisk og kristent blandet og bygget til, revet ned og bygget op igen. Man skal have en god fantasi for at forestille sig livet, som det tog sig ud her, da det meste af bygningerne er væk. Men Alcazaba er bestemt et besøg værd.
Om ikke andet så for den fantastiske udsigt. Fra toppen af Alcazaba kan man se en bjergside fuld af små hvide gader og grotter.
Det er det berømte La Chanca-kvarter. Et sted mellem slum og seværdighed, hvor 6.000-10.000 beboere har bygget deres boliger direkte ind i de støvede hvide klippevægge, i grotter suppleret med små stenhuse og gader. Det er et etnisk blandingsprodukt af sigøjnere, spaniere og tilflyttede nordafrikanere, præget af fattigdom.
Flamencoskoler
Sjovt nok er den primære salgsvare her, ud over de smukke fotomotiver, den traditionelle flamencodans, og man planlægger at istandsætte området og bygge flamencoskoler. Det skulle efter sigende være småfarligt at besøge området ved nattetide, hvilket Deres udsendte ikke prøvede.
Den lokale fotograf Jesús de Perceval (1915-1985) fotograferede i midten af sidste århundrede La Chancas hårdtarbejdende kvinder og mænd, barfodede børn, faldefærdige huse og specielle hverdag i grotterne.
De smukke billeder kan opleves under titlen ’Fragmentos de una vida que pasa’ på Castillo de Santa Ana, et smukt istandsat fort, der har beskyttet havnebyen Roquetas de Mar mod pirater.
Roquetas de Mar og Aguadulce er byer langs Almería-kysten, hvor der er bygget hoteller langs strandene. Vandet er blå og klart, og strandene på ingen måde overbefolkede med masser af plads til at ligge på eget håndklæde i strandkanten, hvis man ikke er til ressortkomfort som liggestole, pool eller bordservering.
Tyrefægtning
Almería by har 190.000 indbyggere og er en charmerende ministorby – men uden kædebutikker som H&M og Starbucks i gaderne. Den er sin egen. På en frokostrestaurant koster øl og tapas to euro (ca. 15 kroner), og midt i byen ligger en nybygget tyrefægterarena fra 2002 med museum og egen årlig festival med tyrefægtning.
Da spanierne er hårdt ramt af den økonomiske krise, er der god plads i Almería-området. Der er stadig en del fiskeri, og langs strandene ligger med hundrede meters afstand små restauranter, der ligner et sted mellem campingvogn og grillbar, men hvor dagens fangst af skaldyr og frisk fisk kan nydes til et glas kølig hvidvin og en solnedgang i alle farveskalaer af lilla.
Skaldyrspaella, grillet blæksprutte i olivenolie, gambas pil pil (grillede rejer i hvidløg, olivenolie og chili), grillet kanin og den allestedsnærværende fantastiske iberiske sortfodsskinke.
Så savner man faktisk slet ikke hverken dansk menukort eller fedtede fish & chips ovre hos de andre turister.
Politiken var inviteret af Bravo Tours.
fortsæt med at læse
