Alle dage i den filippinske by El Nido begynder på den samme måde.
Grupper af mennesker går fra stranden og ud i vandet, mens de holder klipklapper, poser, tasker, snorkelmasker og svømmefødder over hovedet. De kravler op i den af de mange blå og hvidmalede banga-både, som de har købt billet til. De begynder forsigtigt at hilse på hinanden og bliver nødt til at hæve stemmen, fordi bådenes kaptajner sætter de larmende motorer i gang. Så manøvrerer bådene ind og ud imellem hinanden, indtil de har kurs mod de mange limstensklippeøer, der stikker op af havet forude. Klippeøer, som El Nido er berømt for.
Langt de fleste turister i byen bruger de arrangerede bådture til at komme ud og opleve de overvældende klippeøer, der ligger på nordspidsen af den aflange filippinske ø Palawan.
Selv sidder jeg i en citronfarvet kajak midt i bådmylderet. Styrer uden om ankerreb og de bambusrafter, der er bygget på begge sider af bådene for at stabilisere dem, når de sejler. Ser mig over skulderen for at tjekke, at både min vandtætte taske med kamera og kort og min pose med strandtæppe, solcreme, æbler og kiks ligger stabilt i det lille fartøj. Når lige at blive i tvivl om min beslutning om at udforske området i en kajak.
Så hører jeg, hvordan først byens lyde og siden lyden af bådmotorer langsomt fortoner sig. Jeg ser, hvordan havet skifter fra den grumsede blå tættest på bystranden til en glasklar, azurblå farve, som dominerer overalt. Jeg løfter blikket mod den klippeø, der ligger forude og lokker med sine gråmelerede, lodrette vægge, takkede toppe, tropiske træer og øde palmestrande. Og sætter ivrigt pagajen i vandet.
Et charmerende miskmask
Det er ikke første gang, jeg ser det klippefyldte farvand. Det tager imod alle, som ankommer til El Nido. Efter fem timer i minibus fra Palawans hovedby, Puerto Princesa, kører man rundt om en pynt, og så er klipperne der.
De bryder den glitrende, næsten blanke havoverflade, og dem længst væk er indhyllet i et diset, flimrende lys. Ligesom man er ved at fortabe sig i drømmesynet, forsvinder det bag endnu en pynt.
Kort efter er man fremme ved El Nido, som består af fire-fem rækker huse, der ligger i lag langs strandkanten. De fleste bygninger rummer gode, men ikke luksuriøse hoteller, restauranter og dykkerforretninger samt boder, der sælger bådture, busbilletter eller massage.
Arkitektonisk set er El Nido et miskmask. Men kaosset har sin charme, og virvaret fortoner sig, når mørket falder på, og stjernebillederne lyser om kap med flammerne fra de små oliestearinlys, der står på alle bordene i strandkanten, og hvor man spiser friskfanget, grillet fisk med tæerne i sandet.
Paradisstranden
Jeg kan mærke, at den rødsnapper, jeg skyllede ned med et par filippinske San Miguel-øl i går, stadig svømmer rundt i min mave, da kajakken kommer ud på et mere åbent stykke hav.
Men jeg ved, at det ikke varer længe, før vandet falder til ro igen. For et par dage siden padlede jeg også af sted lige her. Nød den nyvundne fred fra motorstøjen og den popmusik, som filippinerne er så vilde med, og som spilles overalt på cafeer, i busser og i forretninger. Lyttede til vandet, der skvulpede mod kajakkens sider, og spejdede frem mod en hvid stribe for foden af en klippevæg.
’Paradisstranden’ hed den snehvide stribe, som jeg padlede imod, ifølge kortet. Jeg måtte styre forsigtigt over nogle koraller, før min kajak med en skurrende lyd kunne glide op på det fine sand. Paradisstranden er omkranset af raslende kokospalmer, og længere inde er en tæt, mørkegrøn, junglelignende bevoksning, der ender ved en 50 meter høj, lodret klippevæg. Når man sidder i sandet, kan man se ud over de mange øer i forskellige former. Den lever kort sagt op til sit navn.
Men den ligner også til forveksling de utallige paradisiske strande, der ligger drysset ud over øerne, og som stort set er de eneste pletter, som man kan komme til uden avanceret klatreudstyr eller overmodig eventyrlyst.
Strande, som det amerikanske nyhedsmedie CNN har placeret som nummer 14 på deres liste over verdens 100 bedste strande. Og som nok bedst kan sammenlignes med Maya Bay i Thailand – blot uden de mange turister, der har oversvømmet den, siden den i 2000 dannede scenetæppe for filmen ’The Beach’.
Kun fem andre havde fundet vej til Paradisstranden i kajak, to af dem et britisk par, med hvem jeg allerede havde udforsket nogle af de mere fjerntliggende øer, strande og koralrev på en bådtur.
