Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fred. De fleste oplever filippinske El Nidos klippeøer og paradisstrande fra en motorbåd fyldt med turister. I kajak får man strandene og lagunerne for sig selv.
Foto: Emma Oehlenschläger

Fred. De fleste oplever filippinske El Nidos klippeøer og paradisstrande fra en motorbåd fyldt med turister. I kajak får man strandene og lagunerne for sig selv.

Sol og strand
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kom på kajakeventyr blandt fascinerende klippeøer og paradisstrande

Drop de store både og alle de andre turister og få fat i en kajak i stedet.

Sol og strand
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Alle dage i den filippinske by El Nido begynder på den samme måde.

Grupper af mennesker går fra stranden og ud i vandet, mens de holder klipklapper, poser, tasker, snorkelmasker og svømmefødder over hovedet. De kravler op i den af de mange blå og hvidmalede banga-både, som de har købt billet til. De begynder forsigtigt at hilse på hinanden og bliver nødt til at hæve stemmen, fordi bådenes kaptajner sætter de larmende motorer i gang. Så manøvrerer bådene ind og ud imellem hinanden, indtil de har kurs mod de mange limstensklippeøer, der stikker op af havet forude. Klippeøer, som El Nido er berømt for.

Langt de fleste turister i byen bruger de arrangerede bådture til at komme ud og opleve de overvældende klippeøer, der ligger på nordspidsen af den aflange filippinske ø Palawan.

Selv sidder jeg i en citronfarvet kajak midt i bådmylderet. Styrer uden om ankerreb og de bambusrafter, der er bygget på begge sider af bådene for at stabilisere dem, når de sejler. Ser mig over skulderen for at tjekke, at både min vandtætte taske med kamera og kort og min pose med strandtæppe, solcreme, æbler og kiks ligger stabilt i det lille fartøj. Når lige at blive i tvivl om min beslutning om at udforske området i en kajak.

Så hører jeg, hvordan først byens lyde og siden lyden af bådmotorer langsomt fortoner sig. Jeg ser, hvordan havet skifter fra den grumsede blå tættest på bystranden til en glasklar, azurblå farve, som dominerer overalt. Jeg løfter blikket mod den klippeø, der ligger forude og lokker med sine gråmelerede, lodrette vægge, takkede toppe, tropiske træer og øde palmestrande. Og sætter ivrigt pagajen i vandet.

Et charmerende miskmask

Det er ikke første gang, jeg ser det klippefyldte farvand. Det tager imod alle, som ankommer til El Nido. Efter fem timer i minibus fra Palawans hovedby, Puerto Princesa, kører man rundt om en pynt, og så er klipperne der.

Foto: Emma Oehlenschläger

De bryder den glitrende, næsten blanke havoverflade, og dem længst væk er indhyllet i et diset, flimrende lys. Ligesom man er ved at fortabe sig i drømmesynet, forsvinder det bag endnu en pynt.

Kort efter er man fremme ved El Nido, som består af fire-fem rækker huse, der ligger i lag langs strandkanten. De fleste bygninger rummer gode, men ikke luksuriøse hoteller, restauranter og dykkerforretninger samt boder, der sælger bådture, busbilletter eller massage.

Arkitektonisk set er El Nido et miskmask. Men kaosset har sin charme, og virvaret fortoner sig, når mørket falder på, og stjernebillederne lyser om kap med flammerne fra de små oliestearinlys, der står på alle bordene i strandkanten, og hvor man spiser friskfanget, grillet fisk med tæerne i sandet.

Paradisstranden

Jeg kan mærke, at den rødsnapper, jeg skyllede ned med et par filippinske San Miguel-øl i går, stadig svømmer rundt i min mave, da kajakken kommer ud på et mere åbent stykke hav.

Men jeg ved, at det ikke varer længe, før vandet falder til ro igen. For et par dage siden padlede jeg også af sted lige her. Nød den nyvundne fred fra motorstøjen og den popmusik, som filippinerne er så vilde med, og som spilles overalt på cafeer, i busser og i forretninger. Lyttede til vandet, der skvulpede mod kajakkens sider, og spejdede frem mod en hvid stribe for foden af en klippevæg.

Foto: Emma Oehlenschläger

’Paradisstranden’ hed den snehvide stribe, som jeg padlede imod, ifølge kortet. Jeg måtte styre forsigtigt over nogle koraller, før min kajak med en skurrende lyd kunne glide op på det fine sand. Paradisstranden er omkranset af raslende kokospalmer, og længere inde er en tæt, mørkegrøn, junglelignende bevoksning, der ender ved en 50 meter høj, lodret klippevæg. Når man sidder i sandet, kan man se ud over de mange øer i forskellige former. Den lever kort sagt op til sit navn.

Men den ligner også til forveksling de utallige paradisiske strande, der ligger drysset ud over øerne, og som stort set er de eneste pletter, som man kan komme til uden avanceret klatreudstyr eller overmodig eventyrlyst.

Strande, som det amerikanske nyhedsmedie CNN har placeret som nummer 14 på deres liste over verdens 100 bedste strande. Og som nok bedst kan sammenlignes med Maya Bay i Thailand – blot uden de mange turister, der har oversvømmet den, siden den i 2000 dannede scenetæppe for filmen ’The Beach’.

Kun fem andre havde fundet vej til Paradisstranden i kajak, to af dem et britisk par, med hvem jeg allerede havde udforsket nogle af de mere fjerntliggende øer, strande og koralrev på en bådtur.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Den her strand er faktisk ikke så god«, forsøgte manden sig, men begyndte så at grine: »Ej, hvad snakker jeg om; den er jo fuldstændig fantastisk! Der er bare nogle af de andre, vi har været på, hvor det var bedre at svømme, fordi korallerne begyndte lidt længere væk fra stranden«.

Foto: Emma Oehlenschläger

I dag padler jeg lige forbi Paradisstranden. Jeg har hyret en lokal guide, Jake, med et par muskuløse arme til at padle med mig. Med Jake bag mig i dobbeltkajakken kan jeg nå længere ud i øhavet – forhåbentlig helt ud til en af områdets fem laguner.

Klippe med et dårligt tandsæt

Det går meget stærkere end sidst. Men stadig ikke hurtigere, end at jeg får øje på stor stime små sølvglinsende fisk, der springer op af bølgerne i en bue. Og ikke hurtigere end at øjnene kan nå at udforske den nærmest skulpturelle klippevæg, vi sejler langs med, og det funklende pastelblå vand, der slikker op ad den.

Mine tanker bliver afbrudt af Jake, der råber og vinker til tre fyre i en lille træbåd.

»Det er min bror, der er på vej hjem fra en fisketur«, forklarer han.

Efter næsten halvanden time, hvor jeg har padlet det bedste, jeg har lært, og Jakes pagaj har kørt som et piskeris, sejler vi nu mellem to øer og mod nærmest åbent hav.

Bølgerne begynder at blive større. De har gnavet sig langt ind under det nederste af klippevæggen. Det ligner en mund med dårlige tænder, som havet nu larmende skyller ind og ud ad.

Lige da jeg tænker, at nu går det ikke at sejle længere ud, åbner klippeøen sig indad, og Jake styrer os ind i åbningen. Havet falder til ro, og efter en lille indsnævring er vi i indgangen til en lyseblå lagune. Så snart vi har trukket kajakken op på lagunens eneste, lille strand, svømmer jeg ud i den runde, blå lagunepool og flyder på ryggen, mens jeg kigger op i junglen og klippevæggene, der indrammer den.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Der er gode koraller derovre«, siger Jake og peger på lagunens munding ud mod havet.

Jeg slipper klipperne med blikket og vender hovedet nedad mod de mange fisk og koraller i forskellige former og farver. Pludselig glor jeg lige ned i en bølgende søanemone, hvor en klovnfiskefamilie gemmer sig. De to forældre svømmer halvt prøvende, halvt truende imod mig, og jeg beslutter mig for ikke at forstyrre dem længere.

Seks timer efter vi sejlede af sted og adskillige strande senere end lagunen, sidder vi i kajakken og følger med i, hvordan El Nido kommer tættere og tættere på. En bas fra en af strandbarerne begynder at kunne høres, og flere og flere af byens lyde bliver tydelige. Det samme gør larmen fra motorerne i de banga-både, der begynder at indhente og overhale os.

Selv om mine arme værker, og mine ben brænder efter en hel dag under solen, er jeg ikke misundelig på turisterne på turbådene.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden