Hånden bliver frostblå, mens man krampagtigt holder fast i champagnen, tænderne klaprer, og kulden kryber hurtigt ind under jakken, der må give op og lade kulden sive ind til den alt for tynde kjole. I mellemtiden forsøger bordherren med festlig kyse på hovedet og et sløret blik i øjnene at antænde en fesen nytårsraket med cigaren. Man haster indenfor igen, og så skal musikken på anlægget, og der skal danses til et godt stykke ind i det nye års første dag.
Lyder det som et velkendt scenarie for årets sidste dag? Det gør det nok for mange, og det er der ikke noget galt med. Men på sådan en speciel aften kan det være fristende at gøre noget helt andet, end man plejer. Og det vælger rigtig mange danskere efterhånden at gøre, lyder det flere steder fra rejsebranchen.




























