»Revolutionen er det smukkeste, der er sket i mit liv. Egypten er blevet mit land, og vi er endelig blevet frie«, siger egyptiske Karim Mohsen. Han beskriver, at Egypten før revolutionen var som et firma ejet af præsident Hosni Mubarak, hvor alle egyptere var tvunget til at arbejde for ham. Nu er firmaet blevet deres.
Som en konsekvens af revolutionen, der startede i januar 2011 og førte til Mubaraks afgang senere på året, har Egypten oplevet et massivt fald i den turisme, der er en af landets vigtigste indtægtskilder. Stort set alle familier er på den ene eller den anden måde i berøring med turisme.


























