Det er ikke hotelværelsets død, men en konkurrent, der skal tages alvorligt. For firmaer som homeexchange.com, airbnb.com og couchsurfing.com, der alle tilbyder alternative overnatningsformer, vokser eksplosivt i øjeblikket.
Således kunne lejligheds- og husudlejnings-portalen airbnb.com for nylig prale af at have rundet en million bookninger og tilmed præsentere en vækstrate på hele 800 procent i 2010. Ligeledes har sitet homeexchange.com, der formidler bytning af hjem verden over, fordoblet antallet af medlemmer fra 20.000 til 40.000 i løbet af de sidste tre år, mens Couchsurfing-fænomenet, hvor man som rejsende kan overnatte på ligesindedes sofaer rundt om verden, nu udgør et netværk på mere end 2,5 millioner mennesker.




























