Et sylespidst pigtrådshegn er det første, der møder os, da vi når indgangen til Gruto Parkas. Advarende snor det sig om et flosset træhegn, der afgrænser området fra de små, faldefærdige huse og de vide marker, vi netop er kørt forbi.
Vi befinder os i det sydlige Litauen. Langt fra alfarvej, men på et sted, de fleste af landets indbyggere har besøgt eller i hvert fald hørt om. Gruto Parkas, står der på et rødt skilt ved porten gennem pigtråden. G’et er formet som en hammer og et segl.
Vi er i Stalinland, som turistattraktionen bliver kaldt i folkemunde. I en park, hvor kommunisttidens rædsler er gengivet på aldeles realistisk vis.
Ad en betonsti bevæger vi os forbi billetlugen og når efter et par hundrede meter til parkens hjerte, en åben plads under høje grantræer. Gammel russisk musik strømmer ud over området fra en scene, hvor kunstværker i træ er linet op på rad og række.
»Kunsten tilhører folket«, står der med store, fede bogstaver på et rødt banner hen over de langtfra kreative opstillinger.
Kender du de alternative europæiske feriemål?Vores guide, Rubina Haapamaki, knækker sammen af grin, da hun ser det.
»Det er så absurd. Det stod alle steder, og det eneste, der kom ud af den såkaldte kunst, var propaganda, der forherligede sovjetiske ideer«.
Rubina Haapamaki var 25 år, da Litauen som det første baltiske land erklærede sig uafhængigt af Sovjetunionen i 1990 efter knap 50 års besættelse. Hendes egen far blev sendt i arbejdslejr i Sibirien i seks år, da han var ganske lille. Med en af de kvægekspresser i rødmalet træ, vi netop er gået forbi, blev han sammen med 350.000 andre deporteret og tvunget til hårdt fysisk arbejde i årevis, alene fordi hans forældre ejede en stor mængde land og derfor kunne ses som en trussel mod det sovjetiske styre.
Alligevel griner hun højt, hver gang talen falder på de knap 50 år, Litauen var besat af Stalins Røde Hær. Mens jeg tager mig selv i at gyse over de utallige effekter fra dengang, går hun ganske afslappet rundt i Gruto Parkas, som hun i dag besøger for første gang.
»Det er meget, meget trist, at det har været sådan, men det eneste, vi kan gøre ved det i dag, er at le«, fastholder hun.
Skal ties ihjel
Men Litauen er splittet. Mange har det som Rubina Haapamaki. De bruger latteren som en overlevelsestaktik og nyder hver dags fremskridt, der fører landet mod vest både økonomisk, ideologisk og helt konkret, hver gang en grå sovjetisk bygning bliver jævnet med jorden og en ny, moderne bliver opført. En anden gruppe – typisk de helt unge – er totalt ligeglade med landets grusomme historie. Og resten af befolkningen mener, at de rædsomme år bag det sovjetiske Jerntæppe bør slettes fra enhver hukommelse og derfor skal ties ihjel.
Derfor har det været aldeles kontroversielt at lave et sted som Gruto Parkas.
»Det har krævet stor stædighed at nå hertil«, fortæller Viliumas Malinaukas, idémanden bag parken, der har kostet ham rundt regnet 15 millioner kroner at gøre til virkelighed.
Hans oprindelige plan gik på at lave et udendørs museum med hele Litauens historie, men da han i 1998 tog til Vilnius for at begrave et familiemedlem og skulle finde et passende gravmonument, opdagede han en bunke skulpturer fra sovjettiden, der lå og flød. Et stykke historie, der ikke skulle gå til spilde, tænkte Malinaukas.
»Folk troede, jeg var blevet skør, da jeg besluttede mig for at indsamle skulpturerne og bruge dem til noget. Jeg blev skudt på verbalt fra alle sider. Nogle troede sågar, at min plan var at lave et nyt Mini-Sovjet på mit landsted«, siger Viliumas Malinaukas.
Han fik i første omgang svært ved at finde nok skulpturer, da mange af dem allerede var brændt eller smeltet om.
Kun på grund af almindelige mennesker, der bakkede op om projektet og fandt efterladte effekter i landsbyers afkroge, har han i dag 111 buster, ansigter og hele kroppe tilhørende Lenin og hans røde kammerater. Dertil kommer 1,5 millioner avisudklip, emblemer og andre minder fra besættelsestiden.
»Det er vigtigt ikke at glemme historien«, siger Viliumas Malinaukas, mens han tænder en cigaret men sine store, arbejdshærgede næver.
Hans far og to af hans onkler blev sendt i arbejdslejr i Sibirien og overlevede kun akkurat. Historien er tæt på, men trods de ubehagelige associationer, skulpturerne giver, er han stolt af at have reddet dem fra den destruktion, lignende monumenter har gennemgået i nabolandene Letland og Estland.
»Det er et unikt stykke historie, som både litauere og folk fra andre dele af verden kan lære noget af at se. Jeg synes, det er vigtigt, at vi ved, hvilket liv der er blevet levet bag Sovjets Jerntæppe i mere end 50 år. Hvordan det så ud, hvad man spiste, og hvilken angst borgerne levede under«, siger Malinaukas, idet en tjener kommer ud på restaurantterrassen til os med en ret, der får min mavesæk til at krympe sig.
Mad med minder
Rubina Haapamaki derimod er henrykt over de fem marinerede småfisk, det mørke kommenbrød og det fuldvoksne glas vodka, der nu står foran os.
»Mmmmmh, jeg elsker duften af det her brød. Og tallerknerne! Se, dem spiste vi af alle steder«, siger hun og slår smilende gaflen mod det gamle aluminium, de er lavet af.
Vodkaen skal ned først. Så den marinerede fisk og til sidst brødet, fortæller vores vært, der serverer de russiske menuer som en gimmick for de historisk interesserede og nostalgikerne, der som Rubina Haapamaki tilsyneladende ikke kun har dårlige associationer forbundet med den svundne tid.
Efter det tvivlsomme måltid begiver jeg mig hen ad en af parkens stier. Ind mellem høje grantræer, hvor fuglekvidder og små vandløbs brusen danner en idyllisk lydkulisse til synet af de tonstunge statuer af firskårne hærledere, muskelfleksende arbejdere og selvfølgelig adskillige kopier af landsfædrene Stalin og Lenin, der stirrer tomt ud i det grønne. Deres blikke er stadig faretruende, befalende, men udtrykket er et helt andet nu, hvor busterne står på jorden, pillet ned fra sovjettidens piedestaler.
»Det er skørt at se statuerne på den her måde. De ser nærmest latterlige ud, nu hvor de fleste er degraderet til jordhøjde«, bemærker en hollandsk turist.
Jouhje Bronsema er her med sin mand, Aat, der også interesserer sig for Baltikums historie.
»Det er en rigtig god idé med en park, hvor man kan se de ægte ting fra dengang, men jeg kan godt forstå, hvis det støder nogen. Det svarer til at lave et holocaustmuseum ti år efter Anden Verdenskrig«, siger han.
Jeg fortsætter alene længere ind i parken ad en hærget grå betonsti. Fra et af de grønne kontroltårne over mig begynder en skrattende mandsstemme at synge på russisk. Et kort øjeblik overdøver han fuglesangen.
Jeg ser rundt. En mindst ti meter høj udgave af Lenin nedstirrer mig fra sin klassiske positur med den ene hånd i frakkereversen og den anden pegende ud i luften som for at minde mig om, at det er en rigtig god idé at følge hans anvisninger, hvis jeg vil herfra i live. De små hår rejser sig på mine arme.
Det er en underlig følelse at stå her alene med en håndfuld af historiens væmmeligste mænd, der ser på mig fra alle sider.
Prisvenlig ferie: Her er verdens 10 billigste hotelbyerTilbage på terrassen taler vi med Rubina Hapermaaki om parkens fester, der trækker en stor del af de årlig knap 130.000 besøgende til. Hvert år 1. maj bliver der holdt stor festivitas med strækmarch, russisk mad og en række arrangementer, som Rubina Hapermaaki betegner som »sjove sovjetiske aktiviteter«.
Jeg har svært ved at forstå, hvordan hun kan synes, det er morsomt at lege sovjet, når det ikke er længere tid siden, det var ubehagelig alvor for hendes selv og hendes nærmeste.
Men for Rubina Hapermaaki er det en helt naturlig psykologisk mekanisme, forklarer hun, da hun ser mine dybe panderynker og hævede bryn.
»Man kan ikke gå og have negative følelser i sig så længe. Man bliver nødt til at komme videre, og det er nu engang meget lettere, når man griner ad det«.
Politiken var inviteret af Lithuanian State Department of Tourism
fortsæt med at læse
