Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Storby og kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Slut med fadøl og fester: Nu vil vi lære noget på sprogrejserne

I år fylder EF Sprogrejser 50 år. Deltagerne er ikke længere kun festglade unge på sommerskole.

Storby og kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der var engang, da en sprogrejse var noget med, at teenagere fra mange lande rejste til Malta, den engelske sydkyst eller den franske riviera, hvor de om formiddagen gik til timer i engelsk eller fransk og resten af døgnet hyggede sig gevaldigt på stranden med øl, vin og det modsatte køn.

Helt anderledes ser der ud på EF Sprogrejsers lyse og moderne skole i Tokyo, som åbnede på 27. etage i bydelen Shibuya for to år siden. Vi er midt i storbyen, og over halvdelen af eleverne er godt og vel ude over teenagealderen.

»Ja, der er Michael, som er amerikaner og bor i Tyskland. Han er i 40’erne og er kommet tilbage flere gange på ugelange ophold for at lære japansk. Og i øjeblikket har vi to koreanere i 30’erne, hvis ophold og undervisning betales af deres firma«, fortæller Tokyo-skolens direktør, Yasuko Furukawa.

»Der er stadig mange af de unge. Men tendensen er, at der samtidig er flere og flere af de ældre«, siger hun.

EF står for ’Education First’ og har ikke noget med hverken Europa eller fællesskab at gøre. Det internationale firma har sit udspring i Sverige og har i dag hovedkvarter i Schweiz. I år kan EF Sprogrejser fejre sit 50-års jubilæum, og det sker på et tidspunkt, hvor firmaet bevidst satser på at udvide sit tilbud til nye aldersgrupper.

Politiken har derfor sendt en ældre herre ud på reportage ved skolen i Tokyo. Denne artikels forfatter kunne bestemt godt trænge til at lære noget mere japansk, men er nu på god journalistisk maner mest iagttager under sit besøg.

Ingen særbehandling

Her i slutningen af maj måned er der kun 41 elever på skolen. Bare en måned senere – når det bliver sommerferie rundt omkring i verden – vil der være fem gange så mange.

70 procent af skolens elever er mellem 18 og 23 år, og kun 10 procent er over 25. De ældste af eleverne har som Michael fra Tyskland tendens til at komme uden for den hektiske feriesæson.

Andre steder i verden har EF Sprogrejser ligefrem oprettet særlige skoler, faciliteter og kursusforløb for de halvgamle elever. Men i Tokyo er der ingen særbehandling af de ældre, understreger Yasuko Furukawa.

To ud af fem elever bor i ’residensen’, et slags kollegium i et lejlighedskompleks i en forstad vest for Tokyo. Det er hyggeligt og trygt, og der er kommet mindst ét, meget synligt kærestepar ud af det. Men i residensen er fællessproget engelsk, og man får ikke snakket så meget japansk, som man gør, hvis man har valgt ’homestay’, altså at bo hos en værtsfamilie.

Der er ikke noget aldersmæssigt mønster i, hvem der vælger det ene eller det andet. Men de meget målrettede og seriøse studerende har tendens til at vælge en værtsfamilie, så de får snakket mest muligt japansk. Uanset hvor gamle de er.

Øl i poolen forbudt

Der er mange regler på skolen. Ingen mobiler i timerne. Man må kun drikke vand og ikke sodavand eller te i timerne. Og man må kun gå på toilettet én gang i hver lektion.

Men det ser nu ikke ud til, at disse regler håndhæves særligt nidkært. Der er en meget afslappet stemning og slet ikke samme afstand mellem lærere og elever, som der ellers er i det japanske skolesystem.

Under en konversationsøvelse sætter en lærer sig ned mellem eleverne og deltager aktivt:

»Jo, Kyoto er en smuk by. Men personligt kunne jeg nu ikke tænke mig at bo der«, fortæller hun. »Folk i Kyoto kan ikke lide folk fra Tokyo ...«.

Alkohol er bandlyst på skolen og heller ikke velset i residensen. Det er ulovligt for unge under 20 at drikke i Japan, og selv om den lov måske ikke altid overholdes til punkt og prikke ude i samfundet, må en pæn skole bekymre sig om sit ry. Det ville også skabe nogle dumme skel i elevgruppen, hvis nogle drikker, og andre ikke gør. Den yngste af eleverne, Jonathan fra Sverige, er kun 17 år gammel.

Det hindrer dog ikke øldrikkeri i at dominere i en række konversationsøvelser over temaet, hvad man må og ikke må forskellige steder.

En ung australsk fyr blander med et frækt grin øl ind i alle sætningsøvelserne; man må ikke drikke øl på et sygehus, nej, og man må ikke drikke øl på biblioteket, nej. Men man må godt i en park, ja, men ikke nede i parkens pool, nej.

Andre af eleverne konstruerer sætninger om, at man ikke må have skateboard med i skolen, og at man gerne må sove, men ikke snakke i biografen.

Nogle bliver meget overraskede over at høre, at man i Japan ikke må have blomster med til patienterne på hospitalerne, fordi blomster kan bære på alle mulige bakterier. Og således kan man lære lidt om samfundet ved selv de mest mekaniske sætningsøvelser.

Da samtalen kommer til at handle om Apple-computere, er alle pludselig meget aktive og interesserede, og det bliver umuligt for læreren at styre samtalen, som i høj grad kommer til at foregå på engelsk. Skolens princip er ellers, at alting foregår på japansk fra den allerførste dag.

En ekstra indsats

21-årige Tommy fra Hongkong har sin første dag på skolen og får om formiddagen testet sit niveau af skolens akademiske leder.

»Hvad er klokken? Hvornår stod du op? Hvor gammel er du?«.

Tommy er kæmpestor tegneseriefan og er i Tokyo for fjerde gang. Han har lært sig japansk ved selvstudier derhjemme. Som kineser har han nemt ved at læse de kinesiske betydningstegn i det japanske skriftsprog, men det er tydeligt, at han har svært ved at genkende ordene, når de kommer ud af lærerens mund.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tommy placeres på begynderholdet i første omgang, men vil måske senere blive rykket op.

»Jeg har selv tjent halvdelen af pengene, og mine forældre betaler den anden halvdel«, fortæller Tommy, som skal være på skolen i otte uger.

»Det er vigtigt for mig at få konversation. Det skriftlige kan jeg klare selv«.

21-årige Tommy er et eksempel på den nye generation af studerende, som ikke kun kommer for at have det sjovt med nye venner fra hele verden. De har et personligt eller professionelt formål med at lære japansk, der får dem til at gøre en ekstra indsats.

»Vi optager meget gerne ’walk-ins’, altså elever, som allerede bor i Tokyo«, fortæller direktøren Yasuko Furukawa og tilføjer:

»Meget gerne fra private firmaer. Så skal vi ikke bekymre os om logi og visa. Men vi har ikke ret mange penge til markedsføring over for den slags elever, så de fleste kommer stadig som deltagere i klassiske sprogrejser, der er udbudt af vores nationale kontorer rundt omkring i verden«.

Madpakker med ansigter

En ’klassisk sprogrejse’ er strikket sammen som enhver anden charterrejse med modtagelse i lufthavnen, transport fra sted til sted de første dage, forplejning, ophold, skolegang og tilbud om alle mulige aktiviteter og udflugter.

Denne dag er aktiviteten madlavning, og de tilmeldte elever skal i et improviseret køkken i et klasseværelse lære at lave ’kara-ben’, karakter-madpakker, altså madpakker, som ligner nogen eller noget.

»I vore dage er japanske mødre nødt til at lave kara-ben til deres børn, fordi alle de andre mødre gør det«, fortæller den energiske lærer Ayaka Koike.

»Godt det ikke var sådan, da jeg var barn«, tilføjer hun i solidaritet med sin mor.

Efter en vis indledende famlen lykkes det kursisterne at fremstille hver sin kara-ben med kyllingekød, æg, nori-tang og små osteskiver på en risbund. Nogle af dem er faktisk ret flotte.

De fleste forestiller Pokémon-figuren Pikachu, som er på det billede, læreren har hængt op på tavlen. Figuren har fået tang som øjne og øreflipper og osteskiver som kulør på kinderne. Men andre får sjov ud af at lave noget, der skal forestille at være nogle af lærernes ansigter.

Da kunstværkerne bagefter skal spises, opdrager Ayako Koike lidt på en ung kvinde, der fører tallerkenen helt op til munden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er ikke pænt. Det er noget, mænd gør – men du er en ’lady’«, siger hun på japansk.

Flere af deltagerne i madlavningsklassen har været på skolen i månedsvis og snakker ivrigt og tvangfrit med deres lærer på japansk.

»Jeg har lært en masse. Nu foregår al min shopping på japansk«, fortæller en fransk kvinde, som har været her siden februar.

På vej ud ad døren tilbyder direktøren Politikens udsendte at komme tilbage en anden gang – som elev. Måske ikke nogen tosset idé.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden