Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

IAGTTAGEREN. Cumil hedder skulpturen, der nærmest kan oversættes som iagttageren. Spørgsmålet er, om han driver den af eller kigger op under kvindernes skørter. Foto: Poul Husted

Storby og kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Besøg tre byer på krydstogtet på den grågrumsede Donau

Pecs i Ungarn, Bratislava i Slovakiet og Melk i Østrig byder alle på store oplevelser for krydstogtturisten på floden Donau.

Storby og kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

1. Bratislava er skulpturernes by

H.C. Andersen har stort set været overalt i Europa – også i Slovakiets hovedstad Bratislava, men i 1841 hed byen Pressburg.

Byen har markeret digterbesøget med Tibor Bártfays statue på Hviezdoslavovo-gaden. Musen hvisker H. C. eventyr i øret, og på statuen er der henvisninger til eventyr som ’Den standhaftige tinsoldat’.

Skulpturer og gadekunst dominerer gadebilledet ikke mindst i den gamle bydel Stare Mesto.

Af og til også med et humoristisk islæt som på hjørnet af Panská- og Brána-gaderne, hvor statuen Culim stikker hovedet op fra en kloak. Culim betyder 'iagttageren', og han fortolkes forskelligt. Er han en arbejder fra kommunisttiden, som driver den af, eller kigger han op under kvindernes skørter?

Stare Mesto præges af smukke barok- og rokokokirker. Ikke mindst den gotiske domkirke Skt. Martin, hvor ungarske konger og dronninger blev kronet, er imponerende.

Uden for den gamle bydel må man ikke snyde sig for en tur op i det uforlignende 95 meter høje observationsdæk på Nový Most-broen, hvorfra der er tydeligt udsyn til det æggelignende indkøbscenter Eurovea med 181 butikker og 28 restauranter.

2. Giv os fred i den ungarske domkirke

’Dona nobis pacem’, klinger guiden Zsuzsanna Bartáné Szilágyis stemme smukt i krypten under domkirken i Ungarns femtestørste by Pecs.

To ungarere slutter sig til ’Giv os fred’, og turisterne lytter andægtigt og nyder akustikken i krypten fra 1009.

’Serenade’ har lagt til i havnebyen Mohacs, og efter en 45 minutter lang bustur er krydstogtgæsterne nået frem til Pecs, som er en af Ungarns betydeligste kultur-, kunst- og universitetsbyer.

Den var europæisk kulturhovedstad i 2010.

Domkirken er 70 meter lang, 27 meter bred og med fire 60 meter høje tårne.

Under pladsen ved domkirken har man fundet over 1.000 gravkamre fra romertiden. I gravkammeret Ókereszténymausolæet står en 2,6 meter lang sarkofag fra år 350. I kammeret er der dejlig køligt, men også lidt uhyggeligt.

Derfor hurtigt op igen i sollyset og hen til gågaden Király for at se, om det er muligt at gøre et godt keramikkup. Den legendariske Zsolnay porcelæn- og keramikfabrik har nemlig til huse i Pecs.

3. Østrigsk kloster for bogorme

De fleste kender nok bedst Stift Melk fra Umberto Ecos berømte roman ’Rosens Navn’, hvor en af hovedpersonerne bærer navnet ’Adso fra Melk’ som en hyldest til benediktinerklostrets imponerende middelalderbibliotek.

Det østrigske kloster var oprindelig en borg, og de nuværende bygninger i barokstil stammer fra 1700-tallet. En del af klostret er i dag indrettet som museum, som beskriver klostrets og Østrigs historie.

Museet er et rent skatkammer; her er 25 kilo tunge bispekåber og krucifikser i træ tilbage fra 1200-tallet.

At komme ind i biblioteket er som at komme i himlen for en bogorm.

En Paul Troger-fresko pryder loftet, og træskulpturer på hver side af dørene står for universitetets fire fakulteter: teologi, filosofi, medicin og jura.

Her er over 100.000 bøger i 12 rum fordelt på flere etager. Omkring 1.800 er håndskrevne manuskripter på latin, græsk og hebræisk, hvoraf de ældste stammer fra det 9. århundrede.

I dag er der kun seks munke tilbage på klostret. De tre underviser på klostrets gymnasium med 900 elever.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden