Når hvad der næsten kan betegnes som evighedsbyggeriet - La Sagrada Familia i Barcelona - står færdig omkring 2026, vil kirken være 170 meter høj. Dermed er den en meter kortere end byens højeste nuværende punkt bjerget Montjuïc. Gaudí mente, at intet menneskeskabt skulle være højere end guds værk.
Den overbevisning har tydeligvis ikke ligget til grund for byggeriet af Jeddah Tower, der er godt i gang i saudiarabiske Jeddah. Når det står færdigt omkring 2020 vil man skulle lægge nakken godt tilbage for at se til toppen - 1.000 meter oppe. Med mindre andre byer overhaler med et mega-byggeri, bliver Jeddah Tower verdens højeste byggeri.




























