Tre retter a la Bond
Manden, der opfandt den britiske mesterspion, forfatteren Ian Fleming, elskede røræg så meget, at han gav sit alter ego James Bond samme svaghed for den simple ret. Flere steder i agent 007-bøgerne nydes æggene efter natligt selskab med en laber Bond-pige.
Den har de luret på Dial Bar & Restaurant på Mercer Street i Covent Garden, hvor køkkenet frem til udgangen af november serverer en treretters James Bond-menu, der har røræg med kaviar, dampede asparges, toast og baconsmørsovs som forret.




























