Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

GRÆNSELAND. Grænsen mellem Nord- og Sydkorea går midt mellem de to blå barakker. Foto: Miriam Zesler
Foto: Miriam Zesler

GRÆNSELAND. Grænsen mellem Nord- og Sydkorea går midt mellem de to blå barakker. Foto: Miriam Zesler

Storby og kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Få et smugkig ind til det lukkede Nordkorea

Grænselandet mellem Syd- og Nordkorea, også kendt som DMZ, er de seneste 10 år blevet en stor turistattraktion, hvor krigens alvor kun er synlig i glimt.

Storby og kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Kom så, venner. Nu skal vi ud og se nogle nordkoreanere«, siger guiden Gina Lee med halvdelen af ansigtet flækket i et stort grin.

Sekundet forinden er lyset igen blevet tændt i salen, hvor 60 års historie om krig, sult og våbenhviler bliver udrullet med fanfarer, marchmusik og amerikansk accent som baggrundslyd. Historien bliver blandet med billeder af områdets unikke dyre- og planteliv, som ingen mennesker forstyrrer.

Vores gruppe rejser os og giver hende det papir, vi skal skrive under på for overhovedet at komme i nærheden af det kommunistiske og ludfattige Nordkorea.

Nu er der ingen, der vil beskytte os, hvis vi overtræder reglerne om ikke at vinke til en nordkoreaner, rører ved soldaterne eller på anden måde opfører sig som uvidende idioter i Panmunjom - det eneste område, hvor man i den demilitariserede zone mellem Nordkorea og Sydkorea kan træde ind på nordkoreansk territorium og komme i nærheden af landet og dets soldater.

LÆS OGSÅ Vi skal køre det sidste stykke fra hovedstaden Seoul i en FN-bus. Sergent Beasley, en amerikansk FN-soldat, deler gule gæstekort ud til vores gruppe og stiller sig oppe ved chaufføren, armene over kors, øjnene dækket af sorte solbriller og kæften roterende med tyggegummi, mens chaufføren sætter bussen i gang. Vi er ved at nå epicenteret for hele turen: nordkoreansk territorium. Turismen vokser Den 27. juli i år er det 60 år siden, der blev indgået en våbenhvile mellem Syd- og Nordkorea efter den tre år lange, storpolitiske Korea-krig, hvor anslået 3 millioner mennesker mistede livet. Våbenhvilen blev dog aldrig fulgt op af en formel fredsaftale, og teknisk set er de to lande derfor stadig i krig.

I forrige uge, hvor FN vedtog hårdere sanktioner mod det kommunistiske Nordkorea, blev den skrøbelige aftale atter udstillet gennem den ekstreme krigsretorik fra Nordkorea, der gav genlyd blandt alverdens politikere og medier.

Efter krigen oprettede de to lande en grænse, der delte halvøen i to dele ved den 38. breddegrad. Begge nationer har en to-kilometers demilitariseret zone på hver side af den cirka 240 kilometer lange grænse, kaldet DMZ.

I de seneste 10 år er turismen vokset kraftigt i den sydkoreanske del af zonen på trods af, at det er en af de allermest bevogtede grænser i verden, hvor Den Kolde Krigs spændinger er intakte.



På motorvejen fra Seoul til DMZ bliver strømmen af Kiaer, Hyundaier og Samsunger pludselig skåret igennem af syv velvoksne og armerede tanks. Vi vender os efter dem i bussen, men nå ja, det har vi da også i Sverige, udbryder en svensker.

På parkeringspladsen foran billetluger og toiletter er der plads til uendelige rækker af turbusser, og her ligger der et større tivoli med karruseller, mini-racerbaner, hoppeland og rutsjebaner. Det er til børnene, der bliver taget hertil med bedsteforældre og forældre, der gerne vil bruge en hel dag på at se alt i DMZ, får vi at vide. De skal også have underholdning.



Dagens første stop i DMZ er togstationen Dorasan. To kvinder pudser ivrigt facaden, og et andet sjak bommene ved vejen rundt om stationen. Indenfor skinner gulvfliserne om kap med skiltene, der viser vej til perronen.

Dorasan er den sidste station i Sydkorea inden grænsen og er designet til at fungere som bindeled, når genforeningen en dag vil være en realitet, fortæller skilte. Nu ligger den hen så ren og ubrugt som et nyt lagen.

»I vil gerne tage billeder, ikk? Kom, herover, herover, I skal købe billet til perronen, hvis I vil ud og tage billeder«, halvråber Gina Lee til os og verfer os over til en billetluge. Ingen kan besøge grænselandet på egen hånd, og vores gruppe har fået Gina Lee som dagens guide rundt i DMZ.

I vores øjne er det ikke rigtigt at tage betaling for at tage et billede, men protesterne forsvinder i luften. Kun 10 ud af bussens 30 canadiere, japanere og europæere betaler bare de 2,5 kroner, det koster til damen. Hun uddeler derefter billetter, som en soldat bagefter tjekker.

Vi går ind under skilte med togsymboler og retning til Pyeongyang. På den øde og fuldstændig rene perron står en sydkoreansk soldat og ser til.

»Ja, hop bare ned på skinnerne. Det må I gerne. Der kommer ikke nogen den vej fra«, kvidrer Gina Lee og peger i nordlig retning.

Vi går ned på skinnerne. Soldaten kigger pligtskyldigt på os, mens vi fotograferer hinanden med sporene mod nord i baggrunden.

»O.k., guys, hurtigt, tilbage i bussen«. Gina Lee har meget på programmet.

Afhopperen fortæller
I bussen hiver Gina Lee sin mikrofon frem og fortæller, at i morges ringede hendes børn og spurgte, om hun dog ikke ville lade være med at arbejde lige netop i dag, hvor FN har skærpet sine sanktioner, og Nordkorea skruer op for retorikken. Så griner hun. Og giver sig straks til at oversætte vores gruppes spørgsmål til den nordkoreanske afhopper, der følger med på den udvidede af flere ture til DMZ.

Sydkoreanske tal viser, at der foreløbig er talt 25-28.000 afhoppere fra Nordkorea. Fem af dem arbejder som fast afhopper-team i DMZ og svarer på turisternes spørgsmål.

Vores afhopper hedder Park, er uddannet arkitekt og 44 år. Mere lover vi ikke at fortælle videre. Hendes mand er stadig i hjemlandet og kan komme i yderligere problemer, hvis hun fortæller for meget om sig selv og sin flugt.

»Systemet er grunden til, at jeg ikke ville være der. Man kan ikke gøre, som man vil. Man må ikke engang have langt hår eller løst hår, for det er for vestligt«, siger hun og fortæller, at folket havde håbet på forandringer efter Kim Jung-ils død, fordi hans søn og nuværende leder Kim Jung-un har studeret i Schweiz og måske derfor var mere omstillingsparat. Men sønnens seneste udfald og atomprøvesprængninger lader noget tilbage at ønske i den retning.

Park fortæller, at hun fik et chok over velstanden og udviklingen, da hun efter flugten via Kina i 2011 kom til Sydkorea.

»Det her er himlen at komme til«, siger Park, inden hun bliver sat af bussen igen.

Vi skal videre til udsigtspunktet på Dora-bjerget, hvor en lang kikkertrække er rettet mod nord. Et par meter før kikkertmuren markerer en gul streg på asfalten, at man ikke må tage billeder helt henne ved kikkerterne. Kun bag stregen. Instruktionen gentages over højttalere, hver gang en turist alligevel gør det.

Det er tåget, og Nordkorea er kun synlig i glimt bag suppen af skydække. Men vi kan se det med egne øjne. Flere lister en iPhone frem og tager diskret billeder ud over det sparsomt synlige, martsgolde landskab. Imens stiller soldaterne op på den gule streg til turisternes krav om memorabilia til fotoalbummet. En af soldaterne lister sågar et forsigtigt smil ud ved mundvigen imens.

Under jorden
Kæmpe ruller med pigtråd, sømtæpper, rød-hvide bomme og checkpoints ligger i vejsiden på vej til den tunnel, sydkoreanerne i 1974 fandt 75 meter under jorden efter et tip fra en nordkoreansk afhopper; Den tredje tunnel. Som navnet antyder kender man til fire tunneler, men regner med, at der er flere.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Vi bliver udstyret med blå hjelme og gennes ind i en rutsjebanelignende vogn, der skal køre os ned i mørket og ind i tunnelen. Den brændte lugt af gummi afslører, at nok har sydkoreanerne styr på teknik og udvikling, men i dag er der noget galt. Vi står af og skal i stedet gå den direkte vej ovre fra en anden indgang ned i tunnelen. Fem stejle minutter senere når vi bunden.

Dynamithullerne, som nordkoreanerne efterlod sig, er tydeligt markerede med gult. Her er lavt, og vi går foroverbøjede, så langt vi kan, indtil vi når en massiv jernport med kun et kighul videre ind i mørket. Foran porten ligger pigtråd sammenfiltret med en rød lyskæde. Nordkoreanerne påstod dengang, at minen var til kul, og de forsøgte at understrege denne påstand ved at male med kul på tunnelgangene, inden de rømmede den.

Oppe på landjorden igen kommer vi direkte ud i en kiosk.



»Der er tid, ja«, siger Gina Lee, der igen tilslutter sig til os, mens vi strækker benene.

Vi skyller anstrengelserne ned med vand fra plastikflaskermed bogstaverne DMZ på, og er klar til dagens sidste stop, Panmunjom.

Med foden i nord

Sergent Beasley holder ansigtet stift vendt mod os på busturen til Panmunjom, en tidligere landsby, nu udsigtspost for begge parter i området JSA, Joint Security Area. »Jeg er faktisk ikke uddannet i det her med at vise turisterne rundt. Jeg skal til Afghanistan om et par måneder, når jeg har været her et år«, fortæller den unge soldat fra West Virginia. Gina Lee har fået ham til at svare på et par spørgsmål. FN-soldaterne følger kun med på den del af turen, der går til JSA.



Da vi går ud, træder Gina Lee til som hjælper og får os gennet ud af bussen og ind på to rækker. Vi træder ud på trapperne af den sydkoreanske del, og lige der på den anden side kun adskilt af de karakteristiske blå barakker fra 1960’erne ligger betonklodsen i nord. Et gråt monstrum af en bygning i flere etager med en soldat foran indgangsdørene. Han løfter roligt en kikkert og lader blikket glide hen over os. Sænker kikkerten og stirrer tilbage på os.

På den sydkoreanske side står tre soldater omkring barakkerne, halvt skjulte og med hjelmen godt ned i panden, solbriller, knyttede næver og tænderne hårdt bidt sammen.

Vi bliver guidet ind i konferencerummet, en af de blå barakker, der er delt på midten af den egentlige grænse mellem de to lande. Kun uden for vinduerne er grænsen markeret ved en tyk betonlinje, så vi kan se, at nu har vi fødderne på den nordlige side.

Indenfor er der ivrig kø ved de to soldater, der har taget stilling ved den aflåste dør på den nordkoreanske side og ved forhandlingsbordet. Når nordkoreanerne har turister på besøg, og det har de ind imellem om sommeren, låser de døren på den sydkoreanske side.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Ikke så tæt på«, lyder det fra Beasley, mens gruppen af turister tager opstilling som de sydkoreanske soldater eller forsøger at fange sig selv på telefonen med grænselinjen i baggrunden af billedet.

Fem minutters hektisk fotosession slutter, og vi bliver gennet ud. Vi får lov til at kaste dagens sidste blik ind på regimets vagtpost i nord, mens alle soldater på sydkoreansk side med sammenbidte miner urørligt holder vagt ved en af verdens tungest bevæbnede grænser.

For os er der kun souvenirshoppen, pengesedler og ginseng-brandy ’made in’ Nordkorea tilbage.

Rejser var inviteret af Finnair og Koreas turistorganisation.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden