»Monsterslangen kan dukke op når som helst – det er lige her omkring, den plejer at holde til«, råber Fabrice 10 meter bagude, mens han vinker os videre ind i regnskoven på Madagaskar, østaten ud for Afrikas kyst. Fabrice er vores guide, og han har lovet, at vi med stor sandsynlighed vil møde en enorm slange på turen. Han får ret, for pludselig kigger jeg lige ind i øjnene på kvælerslangen. Den har placeret sig mageligt på en lian nogle meter over skovbunden og ser i øvrigt ud til at ignorere vores tilstedeværelse fuldstændigt. Slangen er højst tre meter lang, og selv om det er et pænt kraftigt eksemplar, lever den ikke helt op til Fabrices salgstale om kvælerslanger af monsterdimensioner.
Det bemærkelsesværdige er derimod, at det søvnige dyr foran os er en boa, en familie af kvælerslanger, der ellers lever i Latinamerika. De afrikanske og asiatiske kontinenter omgiver Madagaskar, og her er de største slanger pytoner.



























