Den ikoniske gule New York-taxa har haft dominerende biroller i utallige film, og en 'Yellow Cab' er muligvis et af de stærkeste symboler for byen. I de seneste år har det især været store benzinslugende dollargrin som for eksempel Ford Crown Victoria, der har skrumplet rundt på The Big Apples elendige vejnet med turister og fastboende om bord. Men både turister og fastboende kan godt begynde at vænne sig til et nyt køretøj. I de kommende år skal der nemlig indsættes en ny standardtaxa i New York: en kasseformet Nissan, som sikkert er bedre til at transportere passagerer, men som næppe er helt så fotogen til biljagter på film gennem byen - som man eksempelvis kunne se i filmen 'Die Hard - Mega Hard' fra 1995, hvor Bruce Willis og Samuel L. Jackson hærger gennem Manhattan i en stjålet taxa af den klassiske model på jagt efter en formodet bombemand.
LÆS ARTIKEL Insiderguide til newyorkernes New York
Fra 2013 vil der komme 13.000 eksemplarer af den nye taxa ud i New Yorks gader. Bilen hedder Nissan NV 200, og den sælges også i Danmark som varevogn. Taxagæsterne i New York kan se frem til en praktisk og på visse områder endda en smule luksuspræget indretning af bilen.






























