For mange fritidsdykkere er dykkersyge (eller trykfaldssyge) noget, ’de andre får’. Men der skal ikke mere end en for hurtig opstigning til overfladen, eller en regnefejl i planlægningen af dykket til, før risikoen for dykkersyge er til stede.
Når man dykker, betyder det øgede tryk, at kroppens organer optager en større mængde kvælstof, end når man befinder sig på land. Og når dykkeren går til overfladen, afgives kvælstoffet i forskelligt tempo for de mange forskellige slags væv i kroppen.




























