Entreen til en af USA's mange nationalparker vælter næppe budgettet for en USA-rejse, men hvis man vil spare lidt, kan man henlægge parkbesøg til en af de 17 dage i 2012, hvor der er gratis adgang. Det gælder i alle de parker og monumenter, der hører til under National Park Service, og det er de enestående naturområder som eksempelvis Yosemite og Yellowstone. Her skal man normalt betale entre, mens det er gratis at komme ind på steder som Alcatraz, det tidligere fængsel ud for San Francisco, og det nye Martin Luther King-monument i Washington, D.C. – færgeturen til Alcatraz skal der dog betales for. I mange af de mindre anlæg er der generelt gratis adgang.
LÆS ARTIKELDøden lurer i USAs smukke nationalparker De gratis dage i 2012 er fra den 14. til 16. januar (Martin Luther King jr.-weekend), 21. til 29. april (National Park Week), 9. juni (Get Outdoors Day), 29. september (National Public Lands Day) og 10 til 12. november (Veterans Day-weekend). I år er der gratis adgang i parkerne 11. til 13. november. En af de mest overrendte nationalparker i USA er Yellowstone. De fleste kommer ind i parken via West Yellowstone, men i løbet af næste sæson vil den nordlige indgang i Gardiner blive udvidet med flere parkeringspladser og vandrestier, skriver USA Today. Læs mere på nps.gov.




























