Hestetrampen, kamelernes efterladenskaber, dieseldrevne generatorer, lokale beduiners levevis og ikke mindst 2.500 turister dagligt slider hårdt på en af Jordans største turistattraktioner, oldtidsbyen Petra.
Petra ligger 170 kilometer syd for hovedstaden, Amman, i en smal dal omgivet af stejle sandstensklipper. Turisterne kommer til byen til fods eller på heste- eller kamelryg gennem en to kilometer lang, snæver kløft, el-Siq, for at se de mange grave udhugget i klipperne med paladsfacader, templer og den treskibede basilika. I sin blomstringstid havde byen op mod 40.000 indbyggere, men blev delvis ødelagt af jordskælv i 363 og 500 efter vor tidsregning.
Monumenter i forfald
Oldtidsbyen blev genopdaget i 1812 af den schweiziske opdagelsesrejsende Johann Ludwig Burchard, og siden er turisterne strømmet til. Efter at Petra blev optaget på Unesco’s verdensarvliste i 1985, er tilstrømningen øget.
Den lyserøde sandsten er skrøbelig og beskadiges nemt af vind, regn, jordskælv og oversvømmelser, og mange af monumenterne er i forfald, skriver den amerikanske avis The Washington Post.
Besøg en af verdens mest mytiske oldtidsbyer Parkmyndighederne overvejer at etablere en busrute ud af Petra, så de mange turister ikke skal tilbage gennem el-Siq-kløften. Solenergi skal muligvis også erstatte de mange dieseldrevne generatorer, og et nyt billetsystem ved det renoverede besøgscenter skal tynde ud i køerne af turister. Guider skal også hindre, at turister bevæger sig uden for de etablere stier eller tager potteskår og lignende med sig fra Petra. Initiativerne støder på modstand hos de lokale beduiner, fordi de frygter, at det vil gå ud over deres levebrød. Beduinerne ønsker så mange turister som muligt i Petra, og at de bliver i oldtidsbyen så længe som muligt.




























