Her er ni vidundere, der gør Marokko til noget helt særligt

I juli i år blev Marokkos hovedstad, Rabat, optaget på UNESCO's prestigefyldte liste over verdens kulturarv.

Dermed kom Rabat i samme fine selskab som de tre andre byer, der gennem historien har fungeret som ’kongebyer’ i Marokko, nemlig Marrakech, Fès og Meknès.

De fire kongebyer, som indgår på mange rundrejser i Marokko, er dog ikke de eneste steder i det nordafrikanske land, der ifølge UNESCO (FN’s komité for uddannelse, videnskab og kultur) er så specielle og værdifulde, at de har krav på særlig beskyttelse. Det gælder også fem andre steder.

I Marokko er det en stor udfordring at bevare de unikke gamle bymiljøer, som stadig er beboet af millioner af mennesker, og som er omgivet af moderne bykvarterer.

Men turismen er faktisk flere steder med til at bevare de gamle bygninger, når de restaureres og indrettes som boutique-hoteller, restauranter og cafeer. Stederne fortæller om Marokkos fortid og er en del af landets nutid og fremtid.

Tilmed ligger de alle steder, som er forholdsvis let tilgængelige for turister og andre rejsende. Så læs med og lad dig inspirere til anderledes kulturoplevelser i Marokko. Attraktionerne er nævnt efter geografisk beliggenhed for at give en idé om, hvilket steder man kan besøge på samme rejse.

Så det er bare om at komme af sted og få sat de første krydser på listen over marokkansk verdenskulturarv, du har oplevet, beundret og fotograferet. Ikke mindst fordi listen hurtigt kan blive længere.

På UNESCO’s liste over steder, som måske med tiden bliver anerkendt som verdenskulturarv, er der 11 marokkanske seværdigheder, blandt andet gravstedet for Marokkos helligste mand Moulay Idriss, som ligger få kilometer fra Volubilis.

Så måske kan du lige så godt tage den med på vejen, når du alligevel er ude for at se på de romerske ruiner.

Rabat – moderne hovedstad og historisk by

Lyt ikke til, hvad de siger i Casablanca. Marokkos hovedstad, Rabat, er ganske vist ikke en storby med det største, længste og højeste af alting. Med sine ’kun’ 1,7 millioner indbyggere, er den mindre og mere rolig end storebror Casablanca, som med sine fire millioner indbyggere er landets største.

Men Rabat har en lang historie, som folder sig roligt ud med mausoleer og moskéer, basarer og boulevarder, koloniarkitektur og kongepaladser. Så det er helt på sin plads, at Rabat i år er kommet med på listen over verdenskulturarv.

Som besøgende får man her indtryk af, hvordan det moderne Marokko gerne vil præsentere sig selv, med de palmeprydede boulevarder, regeringsbygninger og kongepaladser, der ikke forsøger at se ældre ud, end de er, men alligevel i sin arkitektur står ved arven fra både Andalusien, Afrika og den arabiske verden.

Et af byens vartegn er Hassantårnet, en minaret, der rager næsten 44 meter i vejret. Den skulle have været 60 meter høj. Nu står den omgivet af 360 søjlestumper og vidner om en ufærdig moské. Søjlerne skulle have båret taget på moskéen, men da bygherren, almohade-sultanen Yacoub al-Mansour, døde i 1119, blev byggeriet opgivet.

Bag minareten ligger kong Mohammed den 5's mausoleum, placeret på det sted, hvor den daværende konge i 1956 stod og takkede Gud for, at Marokko var blevet frit.

Fra platformen på toppen af Hassan-tårnet kan man skue ud over byen, som er smukt placeret ved floden Bou Regregs udmunding i Atlanterhavet. Langs havet og floden folder byens forskellige kvarterer sig ud som en opslået historiebog:

Medinaen (den middelalderlige bydel) med handelsgaden Rue des Consuls, som har navn efter de udenlandske diplomater, der boede her helt frem til midten af 1900-tallet. Mange huse i medinaen har i øvrigt et andalusisk præg – med gullige farver og trækonstruktioner.

Det vidner om, at de fleste af bygningerne blev opført efter 1600-tallet og i begyndelsen især var beboet af flygtninge fra Spanien. Da spanierne i 1609 smed de sidste muslimer og jøder ud af Andalusien, slog en del af flygtningene sig nemlig ned i Rabat, hvor de rejste en mur rundt om den nuværende medina.

Helt anderledes end medinaen er den franske ville nouvelle af en akse med officielle bygninger i fransk kolonistil.

Tæt på medinaen ligger kasbah’en, den befæstede bydel, som i 1600-tallet rummede en stor kaserne til en afdeling af sultan Moulay Ismails hær, bestående af sorte stammefolk, der gjorde tjeneste i hæren mod til gengæld at blive fritaget for at betale skat.

På den anden side af floden ligger Salé med sine fornemme gamle huse i spanskarabisk blandingsstil, og mellem Salé og Rabat vrimler det med metro- og havnebyggeri, omgivet af modernistiske etageejendomme til Rabats vellønnede bureaukrater.

El-Jadida – portugisernes mærke på Marokko

Da portugisiske kolonister i deres forsøg på at nå til Indien udforskede og besatte dele af Vestafrika, anlagde de flere befæstede kolonier på Atlanterhavskysten.

En af dem, Mazagan, er i dag kendt som El-Jedida, en marokkansk havneby, som kun er kendt af få turister. Men tager man dertil får man ikke blot frist Atlanterhavsvind, men også mulighed for at se en særlig form for militærarkitektur fra renæssancen.

Til en befæstet koloni hørte ikke blot mure og tårne, men også vandcisterne og kirke, og disse bygninger er fint bevarede.

Alt i alt udgør El-Jadida et enestående eksempel på, hvordan europæisk og marokkansk kultur påvirkende hinanden i 1500 til1700-tallet, for eksempel når det gælder byplanlægning, arkitektur og teknologi.

Essaouira – mellem Europa og Timbuktu

Essaouira lancerer sig som ‘den afrikanske Vindens by’ – og ikke uden grund. Ganske vist var det portugiserne, der anlagde en handelsstation her i 1400-tallet. Og ganske vist er gadebilledet præget af europæere, der kommer for at nyde solen, bølgerne og den friske fisk.

Men impulserne fra Afrika er tydelige nok. For århundreder siden lå her en vigtig station på handelsvejen mellem Timbuktu og Europa. Sydfra strømmede guld, elfenben, salt og påfuglefjer hertil, hvor det blev byttet for europæiske varer.

I 1700-tallet havde en lokal arabisk stammeleder taget magten. Han satte en fransk arkitekt til at tegne en vellykket blanding af arabisk medina og skakternet fransk bycentrum – omgivet af et solidt fæstningsanlæg.

Resultatet ses tydeligt i medinaens lige gader og fæstningsmurene langs havet, som holder stædigt stand mod bølgerne.

Medinaen er ikke helt så svær at finde rundt i som mange andre middelalderlige arabiske bykerner, fordi den blev opført med inspiration fra europæisk militærarkitektur – med lige gader, der krydser hinanden i rette vinkler omgivet af fæstningsmure.

I 2001 blev den af UNESCO udpeget som en del af verdenskulturarven, og gennem tiderne har befolkningsgrupper fra forskellige dele af verden da også slået sig ned her. I slutningen af 1800-tallet udgjorde den jødiske befolkning i byen op mod halvdelen af indbyggerne, men i dag er der stort set ingen jøder tilbage.

Den jødiske bydel, mellah’en, kan dog stadig identificeres i medinaens nordvestlige hjørne.

I dag har mange kunstnere og musikere slået sig ned i Essaouira, og mange af medinaens gamle huse fungerer som gallerier, hoteller og restauranter.

Marrakech – 1001 nats eventyr

Med sine knap en million indbyggere er Marrakech Marokkos næststørste by, hvor handel og industri spiller en stor rolle, og det er her, man møder både eksotiske og eksklusive sider af arabisk storbyliv.

Men mest af alt er Marrakech kendt som den mest eksotiske by i hele den arabiske verden – en slags virkeliggørelse af scenerierne i 1001 nats eventyr.

Det centrale torv, Djemaa el-Fna, blev indtil for 100 år siden brugt som offentlig henrettelsesplads, hvor de dødes hoveder blev stillet til skue. I dag er det gøglere, blinde tiggere og erfarne tand-udtrækkere, der stiller sig til skue – side om side med hennatatovører og daddelsælgere.

GUIDEKom ind under huden på Marokkos mest fascinerende by

Der er liv på pladsen fra tidlig morgen, men aktiviteten kulminerer om aftenen i et inferno af lys, lyd og lugte og stilner af omkring midnat, hvor kun suppesælgerne stædigt holder åbent.

Byen blev grundlagt af det berbiske almoravidedynast i 1000-tallet, men der er ikke meget tilbage fra den tid. Til gengæld er der et væld af moskeer, karavanestationer, koranskoler, gravmæler og markedsgader tilbage 1100-1900-tallet, og i den gamle bydel er der også en såkaldt mellah, et jødisk kvarter.

Marokko er kendt som det land i den arabiske verden, hvor det jødiske mindretal har haft og har de bedste vilkår. I Marrakech bor der stadig et par hundrede jøder i den jødiske bydel, mellah’en, og den vidtstrakte jødiske gravplads (miâara) vidner om det jødiske samfunds historiske tilstedeværelse i byen.

Marrakech er også kendt for sine herskabelige huse med fredfyldte gårdhaver og for de store haveanlæg og palmelunde, der omgiver byen.

Desuden er Marrakech et af de steder i den arabiske verden, hvor traditionerne for kunsthåndværk er mest levende. Så en tur i souken (markedet) i den gamle bydel kan blive en dyr fornøjelse.

Ksare’en i Ait Benhaddou – kulissen der blev reddet

Den befæstede landsby Aït Benhaddou er der nok ikke mange, der har hørt om.

Men temmelig mange har sikkert set landsbyen – om ikke i virkeligheden, så på film. Væsentlige dele af storfilmen Lawrence of Arabia (fra 1962 med Peter O’Toole i hovedrollen) blev nemlig optaget der, og så var landsbyens karriere som filmkulisse begyndt.

Siden blev pladser, rum og bygninger i landsbyen brugt i film som Prince of Persia og Gladiator og tv-serier som Ali Baba og de fyrretyve røvere.

Dele af den lavereliggende del af byen blev ligefrem modelleret om under indspilningen af filmen Jesus of Nazareth, og måske var der gået rent Disneyland i den, hvis ikke UNESCO i 1987 havde sat den befæstede landsby på sin liste over verdenskulturarven.

Dermed blev der nemlig sat klare grænser for filminstruktørernes fantasi og råderet.

Derfor står den befæstede landsby i Aït Benhaddou stadig som et flot eksempel på den traditionelle marokkanske bebyggelse, en ksar, som består af en gruppe bygninger lavet i ler og jord og omgivet af høje mure.

Fès – Marokkos spirituelle centrum

Marokkos ældste kongeby er en eksplosion af dufte, farver og lyde. Men Fès (1 million indbyggere) er også en by, der skjuler sine hemmeligheder bag høje mure.

Den skal udforskes med vovemod og tålmodighed – fra de myldrende medinagader ind gennem portene til paladser og palæer.

Dens forskellige kvarterer fortæller hver især deres historie om Fès.

Fés el-Bali, ‘Det gamle Fès’, blev grundlagt i 789 af Moulay Idriss, også kaldet Idriss 1. Det var dog hans søn, Idriss 2., der førte de fleste af byggeplanerne ud i livet, og han anses af mange for den egentlige grundlægger af Fès el-Bali.

Og byen blev ikke kun skabt af de to sultaner, men også af muslimske flygtninge fra både øst og vest.

GUIDETag med turengårtil.dk til Agadir

I begyndelsen af 800-tallet ankom nogle tusinde flygtninge fra Kairouan i Tunesien. De slog sig ned i et kvarter, som fik navnet Adwa al Qarawiyin (eller Adouat El-Kairouin).

Her opførte de den storslåede Kairaouine-moské. Lidt længere mod sydøst ligger Adwa al Andlusiyin, det andalusiske kvarter, som har navn efter 300 muslimske flygtninge fra Cordoba i Sydspanien, der bosatte sig her i 800-tallet og satte deres præg på byen med fine moskéer og medersa’er (koranskoler).

Medinaen er en fascinerende labyrint, hvor man kan købe stort set alt – og hvor de fleste af varerne bliver transporteret ind i de smalle gader på æselryg.

Medinaen kan virke som et tilfældigt virvar, men den er opdelt i små kvarterer med egne moskéer, skoler, markedsgader, kiosker, frisører, badehuse, bagerier, melonsælgere, tehuse, kaffesaloner med mere.

Fès er dog ikke blot handelsby, men også Marokkos spirituelle centrum. Fyldt med sufigrave, mystiske broderskaber, medicinmænd og musikere, hvis trancefrembringende rytmer bruges til helbredende ceremonier med kvindelige medier.

Hvert år i maj holdes en festival for sufikultur, hvor man kan høre marokkanske og udenlandske sufiorkestre, se udstillinger med sufikunst og høre sufiinspirerede poeter læse op af deres værker.

I juni fyldes byen igen af musik og mystik, når festivalen for religiøs musik finder sted. Jødiske korsangere, arabiske stjernerappere, irske kirkekor, hindumusikere fra Indien, gospelsangere fra USA.

Meknès – maurisk militærarkitektur

Med sine cirka 235.000 indbyggere er Meknès den mindste af Marokkos fire ’kongebyer’. Den var kun hovedstad fra 1672 til 1727, under ledelse af den grusomme og effektive sultan Moulay Ismail.

Men den gamle bydels paladser og pragtvillaer er imponerende eksempler på maurisk militærarkitektur og den blanding af islamisk og europæisk stil, som udviklede sig i Nordafrika i 1600-tallet.

Bag byens fæstningsmure ligger 25 moskeer, 10 hammammer (badeanstalter), paladser, kornkamre, købmandsgårde og herskabsboliger, bygget i den særlige form for jord-arkitektur, som er karakteristisk for mange byer i det sydlige Marokko.

Volubilis – jagtmark og filmkulisse

Vidste du, at mange af løverne, som de romerske gladiatorer kæmpede mod i Roms Colosseum, kom fra Marokko?

Sagen er, at der levede løver i området omkring Volubilis på romersk tid, og da romerne slog lejr her, var løverne blot en af de ‘afgrøder’, romerne kunne høste og sende til hovedstaden. Ud over at levere vilde dyr til gladiatorkampene kunne Volubilis’ indbyggere også høste store mængder af hvede og oliven i området.

Volubilis fik status af hovedstad i den romerske koloni Mauretania Tingitana. Volubilis var romernes yderste post, som de etablerede efter at have erobret Frankrig og Spanien og krydset Gibraltarstrædet. Især i 200-tallet var den en vigtig handelsby, hvorfra en stenbrolagt vej førte ud til kysten

Allerede i 285 e.Kr. opgav romerne dog kolonien, og da araberne kom til Marokko i 600-tallet, accepterede Volubilis’ beboere af berbere, at de nytilkomne slog sig ned.

Arabernes anfører, Idriss den 1., fandt sig godt til rette og gjorde den romerske handelsby til Marokkos første hovedstad, men da hans efterfølger, Idriss den 2., flyttede hovedstaden til Fès, mistede Volubilis betydning, og i 1700-tallet blev byen affolket.

På en rundtur gennem ruinområdet kommer man blandt andet forbi et par velbevarede oliemøller, huse med flotte mosaikgulve, en badeanstalten med damprum og afsvalingsbassin, resterne af et bageri, en tempelhøj med et rekonstrueret tempel og en basilika.

Ruinerne ligger dramatisk placeret med udsigt til Zerhounbjergene – som var de bygget som kulisser til en film. Hvilket de også har været anvendt som i instruktøren Martin Scorseses film The Last Temptation of Christ (1988). Ni år senere kom Volubilis på listen over Verdenskulturarv.

Tétouan – spansk stemning

Kong Hassan 2. beskrev engang Marokko som “et træ med rødder i Afrika og med grene i Europa”. Når man er i Tétouan, forstår man hvorfor. Byen var spaniernes hovedby fra 1912 til 1956, og på gadeskiltene står der stadig calle og på menukortene bocadillos, og et 'hola' forstås overalt.

Tétouan har siden 700-tallet været et vigtigt kontaktpunkt mellem Marokko og Andalusien, og store dele af byen er bygget af andalusiere. Siden årtusindskiftet er spaniere i stort tal vendt tilbage som turister, investorer og kulturelle entreprenører. Det giver den spanske stemning et løft – og håndværkerne masser af arbejde. *

Udover den spanske stemning er det især den velbevarede gamle bydel, som gør Tétouan til noget særligt. Her kan man se, hvordan Marokkos medinaer har set ud for århundreder siden. De fleste varer er tilpasset

de lokales behov, smag og behag. Genbrugstøj i store bunker, rød- og hvidstribede berberstoffer, kobbergryder og kander, bønnekranse og -tæpper. Mange håndværkere har værksteder i medinaen, hvor huse i andalusisk stil ligger tæt – ofte kun forbundet af smalle, overdækkede gyder.

Bydelen har over 60 moskéer, og hver moské har sit lokalområde med bagerier, kiosker og kagesælgere. Medinaen er ganske lille, men den er labyrintisk og eventyrlig – et oplagt sted at fare vild! Så må man spørge om vej til den nærmeste port i den omkring fem kilometer lange bymur, der omgiver den gamle bydel.