Klippevæggene rejser sig lodret mere end 700 meter op over os. Med ét er den dominerende farve grøn og ikke som ude på Yangtze grå-blå.
Vi har skiftet krydstogtskibet ’Victoria Selina’ ud med mindre både, som nu sejler os op ad bifloden Daning og ind i De Tre Små Kløfter – den mest fortryllende naturoplevelse, vi får på det fire dage og 600 kilometer lange krydstogt fra Chongqing til Yichang ad Kinas længste flod, Yangtze.




























