Han bliver klar over, at der sker noget, mens vi går og småsnakker. Med ét er hele hans opmærksomhed ved hunden, og i næste sekund sætter han ned ad de ufremkommelige bjergskråninger. Nogle knudrede rødder spænder ben, men han mosler frem, og jeg halser bagefter, overrasket over, at en voksen mand kan bringes i så voldsom bevægelse af noget, der ser så hverdagsagtigt ud. En glad krølhund har fået fært og har begravet snuden og det meste af forpoterne dybt i den italienske skovbund for at få det op. Sceneriet adskiller sig ikke fra det, en hundelufter oplever på en tur i nærmeste park. Sante Mazzoli ved bedre. »No, no, Honda, no«, råber han, indtil han får fat i hunden, Honda. Så griber han fat om snuden, krænger gabet op på den og stikker fingrene ind i dyrets mund.
Triumferende fremdrager han en ruflet sort knot på størrelse med en valnød. Det, hans hund har fundet til ham her et sted midt i Appenninerne, er en af verdens mest eftertragtede delikatesser. Lidt forbløffende, måske, at vejen til alverdens gourmettallerkner går via svælget på en hund, men sådan er det, og trøflerne holder en dagspris på flere tusind kroner kiloet. Inklusive hundesavl og tungeslask. Råt og rustikt La Strada del Tartufo – Trøffelruten – går gennem Emilia-Romagna her nær Balze mellem Firenze og Rimini i Mellemitalien, hvor danskere kan komme med på trøffeljagt. Lidt nede ad skovvejen går grænsen ned mod Toscana, hvor turister fra hele verden flokkes. Her på den nordlige side af provinsgrænsen har vi Appenninerne for os selv, og skiltene i de små bjerglandsbyer står på italiensk, ikke på turistvenligt engelsk.
