Selv om jeg både får tegn, armbevægelser og rullende italienske køkkengloser at gå frem efter, er det en ynk, da jeg selv skal i gang med dej og rulle, og jeg er ikke i tvivl om, at det at rulle en pastadej ud, kræver sin overarmsmuskulatur. Men det er, da ’mamma’ selv går i gang, at jeg for alvor får respekt for det italienske landkøkken: Hendes dej kunne brødføde en mindre italiensk hær. Den er lavet på 30 æg, sådan bare for at give en idé om klumpens tyngde. Alligevel smyger den sig stadig tyndere og finere ud over bordet, efterhånden som køkkenets dronning med seje, vante tag får kastet den i køkkenbordet og rullet den ud igen og igen, skiftevis på den ene og den anden led med ’kagerullen’ – en tyk rundstok på længde med et kosteskaft.
LÆS OGSÅ Sådan undgår du restaurantfælderne i Rom
Endelig løfter hun forsigtigt – ikke uden faglig stolthed – resultatet op i: En papirtynd, cirkelrund pandekage, højst et par millimeter tyk, men med en diameter på op mod 180 centimeter. Den hænger der bare, uden at gå i stykker. Klar til pastastrimler til adskillige restaurantgæster. »Det må give gode armmuskler«, puster jeg ovre fra min lille rulle, på noget, jeg selv mener, er halv-italiensk. For en sikkerheds skyld demonstrerer jeg også med overarmene, hvad jeg mener. Og så er det, at hun tager et solidt greb i sin enorme barm med begge næver, hanker op i hele dødvægten og viser, hvor man får muskler: Alderen til trods strutter det imponerende brystparti stadig lige ud i luften, ja, nærmest opad. Gourmetkøkkener og madtempler - Spis godt i Firenze
