Lyt til artiklen
Jeg har aldrig været på et ’rigtigt’ krydstogt. Det nærmeste, jeg kan komme, er en tur med Esbjerg-Harwich-færgen med min onkel, tante og kusine, da jeg var 11 år. Jeg husker den ’wauw’-fornemmelse, der slog mig, da jeg gik om bord på det – i mine øjne – kæmpemæssige skib. Min kusine og jeg drønede op og ned ad de mange trapper, fra biografen på nederste etage over diskoteket et sted i midten til restauranten på toppen.
Præcis samme følelse rammer mig, da jeg går op ad landgangsbroen og ind i hullet i væggen på krydstogtskibet ’Silver Spirit’. Selv her på dæk tre, som egentlig er skibets mindst fornemme, er der bløde tykke tæpper på gulvet og gamle fotos på de mørkebrune, trælignende vægge.
