Kendere og fans af Downton Abbey samt andre britiske film og serier om herskab og tjenestefolk ville elske det her.
Tjenere i sorte uniformer med hvide handsker og kokke i hvide uniformer er linet op for at hilse på de nyankomne gæster, som kigger op på dem fra de bløde, røde veloursofaer i luksustoget Al Andalus. En velkomst, som minder lidt om den, britiske herskabers gæster får i filmene.
Og toget, som i den kommende uge skal tage os rundt i Andalusien, er da også oprindeligt bygget til den britiske kongefamilie, så de kunne rejse til franske Cote d’Azur med stil.
Nu er toget i Spanien, og trods fine omgivelser er de stive britiske manerer ikke flyttet med. ’Tjenestefolkene’ har et glas champagne at hilse med og smiler muntert rundt til os rejsende, der heller ikke ligefrem minder om britiske adelsfolk. Måske snarere en flok seniorturister i fornuftige sko.
