Michelins inspektører har netop hædret 12 københavnske restauranter med en af de eftertragtede stjerner. Fælles for disse er et meget højt niveau, hvad angår mad og vin, komfort og service – og priser. Men tager man til Hongkong, ser det anderledes ud.
I 2012-udgaven af Michelin-guiden til Hong Kong & Macau har inspektørerne nemlig ikke været for fine til at tildele en enkelt stjerne til syv overordentligt ydmyge spisesteder, simple shops, hvor der hverken er dug på bordet, vin i glasset eller foie gras på tallerkenen. Til gengæld får man veltillavet lokal mad til meget små penge.




























