Da Noma i april 2010 blev kåret som verdens bedste restaurant af det anerkendte, britiske Restaurant Magazine, var det den foreløbige kulmination på mange års fremgang – ikke blot for Noma og det nye nordiske køkken, men for hele den københavnske restaurationsbranche. Hvad der var utænkeligt for 10 år siden, er blevet virkelighed: København er blevet et af verdens mest attraktive mål for foodies, gourmeter, gastronauter – eller madturister.
Blandt de mange, der jævnligt rejser til Danmarks hovedstad, er den britiske blogger foodsnob, som har spist på en række af Københavns bedste restauranter – op til flere gange. Han er en af den type rejsende madelskere, der køber en flybillet blot ved udsigten til, at en ny lovende restaurant åbner. For eksempel fortæller han, at han spændt venter på åbningen af Restaurant Relæ i Jægersborggade – køkkenchefen her er nemlig Nomas tidligere souschef, Christian F. Puglisi, og det er alt, hvad der skal til.




























