LØRDAG I KØBENHAVN
Kl. 10: Københavnermode i Krystalgade
Flere af Danmarks mest internationalt gennemslagskraftige designnavne har slået sig ned i Krystalgade, et stenkast fra den jødiske synagoge og J.D. Herholdts smukke universitetsbibliotek fra 1861. Det gælder bl.a. WoodWood og det gælder Henrik Vibskov, som har fået sin modeopdragelse i London, men hvis spraglede kreationer med farvestrålende motiver har vundet indpas i det københavnske modebillede. For nylig har gaden også fået selskab af den flot indrettede forretning Another Nué, der drives af designerduoen Anne-Dorthe Larsen og Katrine Rabjerg, der foruden eget design sælger en lang række andre eftertragtede modeskabere fra ind- og udland, herunder Alexander Wang, Rika, Givenchy og Yvonne Koné. Læg vejen forbi, hvis du vil se, hvad der rører sig på modefronten netop nu.
Another Nué, Krystalgade 3.
Kl. 12: Sild med sidevogn Hos Schønnemann, der ligger i gemytlige lokaler med blyindfattede ruder bagom Rundetårn og et stenkast fra Kongens Have, møder gammeldags dansk frokosttradition ny nordisk madbevidsthed. Stedet har været ambassadør for højtbelagt smørrebrød siden 1877, og de senere års fokus på gode lokale råvarer og nyvunden interesse for nationalspisen har også haft en positivt afsmittende virkning her. Alt tilberedes fra grunden, der kæles for detaljen, og økologi og god betjening er i højsædet. Med mere end 30 forskellige sildeanretninger og i alt mere end 90 frisksmurte varianter på menukortet er der rigeligt at gå om bord i. Udvalget af drikkevarer er også overvældende – der er 70 forskellige snapse til at ledsage øllen – og som et ikke helt ueffent salgskneb har man ladet en række højt profilerede personligheder advokere for enkelte af retterne. Således bliver røget hellefisk på surbrød solgt som René Redzepis favorit. Velbekomme. Restaurant Schønnemann, Hauser Plads 16.
Kl. 14: Panorama i spiret Vandrehistorien er så god, at man næsten ikke nænner at afsløre den som falsk. Historien beretter, at Laurids de Thurah sprang ud fra tårnet, fordi spiret stik modsat Frederik 5.s ønske var højresnoet. Sandheden er dog, at arkitekten døde syv år efter indvielsen i 1752 af naturlige årsager. I overensstemmelse med sandheden er det også, at science fiction-litteraturens fader, Jules Verne, lod spiret indgå som en del af handlingen i 'Rejsen til jordens indre', og at den tre meter høje Kristus-figur på toppen er skabt af Jacob Høvinghof.




























