De mødte hinanden på den grønlandske nordøstkyst. Hun var kok på den videnskabelige forskningsstation Zackenberg, og han var medlem af Sirius-patruljen ved Daneborg, sådan 20-30 kilometer længere væk i Grønlands Nationalpark, den største i verden - og med beskedne 35 faste beboere på de 972.000 nærmest dybfrosne kvadratkilometer.
Hvis nogen tror på kærlighed ved første blik, så var det vist det, der skete den sommer i 2000. Men ellers var det sjældent, de så hinanden, han og hun. Dels var han på patrulje med hundeslæden for at håndhæve rigsfællesskabets suverænitet over det mægtige område - større end Frankrig og Tyskland til sammen - dels skulle han gå 30 kilometer for at møde kokkepigen. Eller også skulle hun blaffe med de Twin Otter-fly, der hopper fra den ene af de få skærvebaner til den anden langs kysten.






























