Guro Skatvedt har babyfjæs, men hun kan godt skælde ud. På den rolige måde. »Normalt plejer vi altså at sige, at personen med geværet går først i land«, understreger den 19-årige norske pige, der er havkajakguide på Svalbard. Vi to danskere er padlet lidt i forvejen og har hevet kajakken op på stranden i den forladte kulmineby Advent City.
LÆS OGSÅ Tag søvejen til Svalbard
Da Guro når i land, trækker hun som det første en riffel op af kajakken. Det virker underligt, at den kan være dernede – og endnu mere surrealistisk, at pigen med de milde øjne kort efter står og lader den med kyndige hænder.
»Det er langtfra udelukket, at her er isbjørne«, forklarer hun.
I 1995 blev en 17-årig pige dræbt af en isbjørn på et fjeld lige bag Longyearbyen over for Advent City. Hendes veninde undslap kun ved at kaste sig ud over skrænten og brækkede begge ben.
Og i 2011 var det en britisk dreng på samme alder, der blev angrebet i sit telt og døde, da hans skole camperede ved Von Postbreen lidt længere nordøstpå. LÆS OGSÅNordlys og nørder: Tag med til torskefiskernes paradis




























