1. Blød hud ved Dalyan-floden
Her lugter lidt af prut, og man fniser barnligt over at sige ordet højt, men griner uhæmmet over en gæsts bemærkning: »Nu ved jeg, hvordan en flodhest har det«. Vi er ved Sultaniye-badene, et mudderbad, hvor vi skulder ved skulder med busfulde af turister og lokale på udflugt venter på, at det sortgrå, bløde og fedtede pladder, vi har smurt vores kroppe ind i, skal tørre. Efter et kvarters tid strammer det mere og mere om huden, og mudderet er blevet lysegråt som tørret cement, og det er tid til at skylle det af, så vi kan hoppe i det 39 grader varme termiske bad, hvorfra den svovlede prutlugt damper op. En omgang, som giver fantastisk blød hud – hvis man altså sørger for at smøre sig ind efterfølgende. Populært er mudderbadet, hvor et væld af billeder og avisudklip dokumenterer, at også Dustin Hofmann og sangeren Sting har forskønnet deres kroppe her.
Sultaniye-badene, 48840 Dalyan, 100 km øst for Marmaris. Entré 5 lira (ca. 15 kr.)
2. Få massage som de kendteHer er fodboldvirtuosen Zinedine Zidane blevet barberet, sangerinden Shakira fået massage på briksen, og skuespilleren Richard Gere spist lam stegt på spyd over åben ild. I Tomb Bay (Taskaya) ligger Nomad Bar & Restaurant, hvor rækker af rødbrune træborde med røde duge står linet op under en overdækket terrasse omgivet af hvide nerier og vinranker helt ned til den lille stenstrand. Her serverer Elias' familie fra marts til oktober ferskenjuice, raki (anislikør), stegt blæksprutte og grillstegt lam på 14 kilo. Elias selv sørger for at forkæle både jetsettere og turister i den lille, åbne hytte fyldt udstyret med massagebriks, barberstol, håndvask og avisudklip fra stjernernes besøg. Nomad Bar & Restaurant, Tomb Bay, 10 km fra Göcek. Barbering koster 15 lira (ca. 45 kr.), en halv times massage 40 lira (ca. 115 kr.), og grillstegt lam nok til 10 personer inkl. to flasker vin 100 lira (ca. 300 kr.).
3. Badetur på Skildpadde-stranden




























