Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

ANONYME. De mange navnløse kors i træ gør størst indtryk på kirkegården vest for Berlin.
Foto: Albert Jankowski/Wikimedia Commons

ANONYME. De mange navnløse kors i træ gør størst indtryk på kirkegården vest for Berlin.

Berlin
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kontroversiel kirkegård viser Berlins mørke bagside

I Grunewald-skoven ligger en kirkegård, hvor man gennem 130 år begravede folk, der havde begået selvmord.

Berlin
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De blev ført med strømmen ud ad millionbyen og skyllede op på bredden. Ligene af dem fra Berlins befolkning, der af en eller anden grund havde givet op.

Havel-floden bugter sig livligt her vest for Berlin, hvor Grunewald-skoven og dens friske luft har gjort Charlottenborg-Wilmersdorf-kvarteret til et af den tyske storbys mest eftertragtede.

Skoven blev grundlagt i renæssancen som jagtreservat og fik navn efter slottet på samme sted, hvor konge og adel kunne smide benene op efter timer i sadlen. De første statelige palæer begyndte at skyde op her i slutningen af 1800-tallet, hvor bedsteborgerne og ministrene under Otto von Bismarck fik smag for det landlige område.

Men i takt med Berlins eksplosive befolkningstilvækst under industrialiseringen og byens mange broer, hvorfra man så let kunne kaste sig ud, begyndte ligene at skylle op på flodbredden i Grunewald-skoven.

Nogle af kroppene tog turen fra byen og ned ad Spree indtil floden blev til Havel, hvor vind og strømsystemer ledte de døde op på en bred blot et stenkast fra den nuværende kirkegård. Det var ganske belejligt med denne 'transport' væk fra centrum, for selvmordere var udelukket fra byens kirkegårde, hvor det blev anset som en dødssynd at tage sit eget liv.

I 1880'erne tog problemet til, og skovvæsnet fik den idé at begrave ligene et stykke inde i skoven, der, hvor træerne trådte tilbage og dannede en lysning. Fra da af var »Friedhof Grunewald Forst« – i folkemunde kaldt »De navnløses kirkegård« – en realitet, og den har samlet på tragiske skæbner lige siden.

Russere, civilister og en skinddød sygeplejerske

Foto: Axel Nauruszat/Wikimedia Commons

Selve selvmoderkirkegården ligger tyst ned ad en smal skovvej og er i dag omgivet af en lav mur og en indgangsport, begge dele fra 1929 og anlagt af havearkitekten Richard Thieme. Kirkegården blev officielt anerkendt i forbindelse med indlemmelsen i Stor-Berlin i 1920. Forinden bestod kirkegården af et græsbevokset areal med en trælåge og primitivt hegn, og flere af de nuværende grave stammer helt tilbage fra 1 verdenskrig, hvor soldater, civilister og russiske krigsfanger fik deres sidste hvilested.

Blandt de smukkeste hører fem høje trækors med kyrillisk skrift som vogter over de zarsympatisører, der ved nyheden om bolsjervikkernes sejre i Rusland tog deres eget liv. Og blandt de mest mystiske finder man 'skinddøde' Minna Braun – sygeplejersken, der i 1919 forsøgte selvmord med en overdosis sovepiller. Hun blev lagt i kiste i en åben grav, men da man dagen efter skulle erklære hende endeligt død, var hun atter i live. Minna døde dog 3 år senere og ligger begravet her indenfor murene.

Foto: Cecilie Marie Meyer

En af sine travleste perioder oplevede kirkegården under nazi-Berlins fald i april og maj 1945, hvor russere og allierede rullede ind i byen. Grünewald skoven genlød først af pistolskud fra nazispidser, der hellere ville falde for egen hånd end for fjendens, og bagefter af modstandsbevægelsens og sovjetternes likvideringer. Ligene slæbte man hen på kirkegården, hvor to store jernplader idag ligger nedfældet ovenpå massegravene fra dengang.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lange linjer af navne og dødsdage på hver enkel, tragiske skæbne vidner om den massakre, som træerne var tavse vidner til. Årene er gået siden da, og i dag er kirkegården en af Berlins mest idylliske af slagsen, med tætte buske, blomster og snorlige rækker af grave. Mest indtryk gør nok de navnløse med kors i træ.

Foto: Mutter Erde/Wikimedia Commons

Og de nyeste grave, heriblandt mindet over 'Nico' alias Christa Päffgen, der i 1967 udgav en plade med Velvet Underground og siden døde i 88 efter et hårdt liv på stoffer.

Man har siden besluttet ikke at anlægge nogen nye grave på kirkegården, og i dag fungerer stedet først og fremmest som et historisk monument for pårørende og almindeligt interesserede, der med deres besøg hylder respekten for dødens nødvendighed.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden