Den skæbne, min storesøster og jeg deler, knuser enhver bekymring over, hvilken afstand vores forskelle måtte skabe, skriver Politikens Lucas Arturo Ramsøe Willkens i denne klumme.
At være en, der er blevet adopteret, er at være lidt alene.
Jeg har aldrig kigget ind i et par øjne, der ligner mine. I hvert fald ikke mens jeg kan huske det. Ved fødslen tog jeg afsked med kvinden, der gav mig liv, og to måneder senere blev jeg på mit børnehjem lagt i armene på de mennesker, jeg lige siden har kaldt min mor og far.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
