Dansk idræts medaljemål for OL i Tokyo er på en gang både konservativt og ambitiøst. Politikens gennemgang af fortidens bedrifter afslører nemlig, at Danmark godt nok kommer med en stærk trup, men også har mistet momentum på flere fronter.

Fundamentet under de danske medaljedrømme knager

Emma Aastrand Jørgensen var ganske suveræn ved EM i kajak i juni. Hvis hun formår at holde liv i den gode form, ligner hun et klart bud på en dansk medaljetager ved OL i Tokyo. Og med lidt ekstra held kan det blive til mere end blot en enkelte, som hun skaffede sig i Rio i 2016. Foto: Szilard Koszticsak/Ritzau Scanpix
Emma Aastrand Jørgensen var ganske suveræn ved EM i kajak i juni. Hvis hun formår at holde liv i den gode form, ligner hun et klart bud på en dansk medaljetager ved OL i Tokyo. Og med lidt ekstra held kan det blive til mere end blot en enkelte, som hun skaffede sig i Rio i 2016. Foto: Szilard Koszticsak/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Hvis den danske idrætstop er en smule rundtosset i forhold til forventningerne forud for OL i Tokyo, forstår man dem egentlig godt. Efter halvanden års pandemisk kaos som følge af en genstridig coronavirus og dermed hundredvis af aflyste konkurrencer, står dansk idræt præcis i samme suppedas som rigtig mange andre lande. De færreste kan føle sig helt sikre på deres aktuelle niveau. Og da slet ikke på rivalernes.

Overalt i verden har de olympiske forberedelser været præget af coronapandemien, som ikke bare fik verdensidrætten til at foretage en katastrofeopbremsning. Udsættelsen af Tokyo-legene fra sidste år til i år har også haft store økonomiske konsekvenser mange steder i verden. Især i de mange små idrætter, der har svært ved at finansiere sig selv.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her