Det er så normal en scene, som det kan være. Ved et bord sidder Pernille Blume, den danske guldvinder fra OL i Rio de Janeiro, over for veninden på svømmelandsholdet Emilie Beckmann, og de snakker, og de spiser, og de har gjort det hele så mange gange før.
Alligevel er noget anderledes, det er bare svært at se. De er sammen, men de er adskilt af plexiglas, der udgør en gennemsigtig mur mellem dem, når de indtager japansk mad i Tokyos olympiske by.




























