Mathias Christiansen har begået fejl i indberetningen af sine whereabouts og trækker sig fra OL. Hans afbud går også ud over mixeddouble-makkeren og kæresten Alexandra Bøje.

Badmintonspiller risikerer straf og trækker sig fra OL: »Jeg er allermest knust over, at det også betyder, at Alexandra ikke kommer med«

Mathias Christiansen ses her sammen med sin doublemakker Alexandra Bøje for et år siden. Parret var kvalificeret til OL, men trækker sig på grund af Christianens rod i indberetninger af whereabouts. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Ekstra Bladet
Mathias Christiansen ses her sammen med sin doublemakker Alexandra Bøje for et år siden. Parret var kvalificeret til OL, men trækker sig på grund af Christianens rod i indberetninger af whereabouts. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Ekstra Bladet
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 11.56.

Badmintonspilleren Mathias Christiansen har lavet fejl i indberetningen af whereabouts og trækker sig fra OL, oplyser Badminton Danmark. Professionelle atleter skal oplyse antidopingmyndighederne om, hvor de er tre måneder frem i tiden, og det er altså her, Mathias Christiansen har begået fejl tre gange inden for et år, og ifølge antidopingreglerne kan Mathias Christiansen dermed straffes.

Ved OL skulle han spille med mixeddouble med Alexandra Bøje, som heller ikke kommer til at deltage ved OL i Paris. Dermed går den danske OL-plads tabt.

Hvis Mathias Christiansen skal straffes for sin overtrædelse af antidopingreglerne, skal Anti Doping Danmark indberette sagen for Dopingnævnet, som er en instans under Danmarks Idrætsforbund.

»Lige nu afventer jeg, hvad der sker med sagen. Så længe den står på, ønsker jeg egentlig bare fred og ro til at komme mig og finde ud af, hvordan jeg skaber det bedst mulige afsæt til min videre badmintonkarriere«, siger Mathias Christiansen i en pressemeddelelse.

Forbund ærgrer sig

Badminton Danmark føler sig overbevist om, at der ikke ligger en bevidst handling bag Mathias Christiansens fejl, siger sportschef Jens Meibom:

»Vi står fuldstændig bag de gældende dopingregler, og den eventuelle dom, han måtte få, accepterer vi 100 procent. Det er ikke noget, vi lægger afstand til. Men med vores kendskab til selve sagen, de enkelte whereabouts og Mathias har vi ingen tro på, at det er forsætligt. Vi mener godt, at de to budskaber kan leve side om side. Jeg tror ikke, du kan finde en person inden for dansk badminton, der tror, at Mathias med vilje har prøvet at omgå reglerne«.

Der er tale om en ulykkelig og utilsigtet situation, mener Jens Meibom. Det bygger han blandt andet på, at der ved alle de tre whereabout-fejl er tale om menneskelige brølere. En af gangene har teknikken med en app drillet. En anden gang har Mathias Christiansen skullet skynde sig hjem fra Finland på grund af en skade.

Alligevel bør man forvente mere præcision fra atleternes side på den front, medgiver sportschefen. Særligt i et OL-år.

»Det er ikke en undskyldning, for det er altid atletens ansvar, og man kan altid ringe eller skrive til Anti Doping Danmark, hvis der er noget galt«.

Knust over sit sjusk

Mathias Christiansens afbud til turneringen betyder, at mixeddoublen med ham og Alexandra Bøje udgår.

»Jeg er allermest knust over, at det også betyder, at Alexandra ikke kommer med til OL. Vi har begge trænet intensivt og glædet os helt afsindigt til at konkurrere i Paris«, siger Mathias Christensen med henvisning til badmintonmakker, som han også danner par med privat.

Der kan ikke udpeges en erstatning, fordi lodtrækningen allerede har fundet sted. Selv om det grundlæggende er atletens ansvar, kigger Jens Meibom og kollegerne også indad.

»Vi vil kigge på, om vi kan gøre mere for at oplyse dem om eller på anden måde hjælpe dem med at undgå advarslerne«, understreger han.

Omstændighederne bag de tre advarsler og udelukkelsen gør, at forbundet tager imod Mathias Christiansen med åbne arme, når den mulige karantæne er udløbet.

»Det er ud fra logikken om, at det er uforsætligt. Der er slet ikke snak om, at der er indtaget noget, man ikke skulle gøre. Det er en menneskelig fejl. Sjusk«, konstaterer Badminton Danmarks sportschef.

Forkert indberetning af whereabouts har tidligere haft store konsekvenser for atleter. I 00’erne havde cykelrytteren Michael Rasmussen problemer med at overholde reglerne, og da han førte Tour de France i 2007, valgte hans hold, Rabobank, at trække ham ud af løbet, fordi danskeren havde brudt reglerne for mange gange. Senere viste det sig, at Michael Rasmussen havde gjort brug af blandt andet bloddoping i løbet af sin karriere.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her