Danmark måtte nøjes med sølv i holdforfølgelsesløb på bane. Rasmus Lund, Nicklas Larsen, Frederik Rodenberg og Lasse Norman kørte i tiden 3.42,203, hvilket var 0,171 langsommere end deres modstandere fra Italien, der også forbedrede deres egen verdensrekord fra semifinalen.
Danmark er ellers også regerende verdensmestre i disciplinen fra Berlin i 2019. Dengang slog holdet verdensrekorden tre gange – i indledende heat, i semifinalen og i finalen.
Finalen var uhyre spændende – danskerne var i front med under en tiendedel af et sekund, da rytterne gik ud på sidste omgang, og her fandt Italien et ekstra gear og sejrede.
Vejen til finalen havde været alt andet end enkel for det danske hold. Godt nok satte kvartetten mandag bedste tid og olympiske rekord, men straks efter løbet blev der nedlagt protest mod holdet. Dels fordi alle fire danske ryttere havde sportstape op langs begge skinneben.
Ifølge elitechef Morten Bennekou handlede optapeningen om at forebygge skader – ifølge briterne om at forbedre aerodynamikken. Og dels fordi danskerne havde sat den imponerende tid i en ny superdragt, som briterne mente var ulovlig.
Først tirsdag middag meddelte de olympiske løbskommissærer, at Danmark ikke ville blive diskvalificeret.
4.000-meter-holdet måtte igennem 89 nervepirrende minutter, før de kunne ånde lettet opOg da semifinalen mod Storbritannien var ud på allersidste omgang med danskerne på vej til at overhale briterne, bragede Frederik Rodenberg direkte op i den bagerste brite, hvilket kastede holdets gulddrømme ud i uvisheden en gang til.
89 minutter gik, der før løbskommissærerne officielt skar igennem – semifinalen var blevet afblæst i sekundet inden kollisionen, fordi briterne var blevet indhentet og dermed allerede tabt.
Medaljen er Danmarks femte i holdløb. For knap 53 år siden var det Gunnar Asmussen, Reno Olsen, Mogens Jensen og Per Lyngemark, der blev olympiske mestre – i øvrigt takket være en diskvalifikation af Vesttyskland i finalen.
Siden har Danmark vundet sølv i 2008 og bronze i 1992 og 2016.
fortsæt med at læse