Da trampolinspringeren Ivan Litvinovich modtog sin guldmedalje på podiet i Paris, var han iklædt en turkisblå træningstrøje, der fremstod som noget, der kunne være købt i en lokal sportsbutik. Modsat de kinesiske atleter til højre og venstre for ham havde Litvinovich ikke et flag påtrykt trøjen. For officielt havde Belarus ingen atleter til OL på grund af de tætte bånd til Rusland i forbindelse med invasionen af Ukraine.
I december 2023 meddelte Den Internationale Olympiske Komité (IOC) dog, at atleter med belarusisk baggrund kunne stille op til OL som neutrale atleter. De 17 atleter, som endte med at rejse til Paris, skulle dog overholde en række betingelser før, under og efter OL. De må ikke have nogen forbindelse til nogen form for belarusisk symbol. Ligesom de ikke må støtte invasionen af Ukraine eller have nogen forbindelse til Belarus’ militær eller efterretningstjeneste.


























