Sindre Walle Egeli og Caleb Yirenkyi scorede, da FC Nordsjælland slog Vejle 3-1 og tog forårets tredje sejr.

Stortalenter sender FC Nordsjælland tæt på mesterskabsspil

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

FC Nordsjælland fortsætter de lovende takter efter Superligaens vinterpause og er tæt på at indfri et vigtigt delmål.

Fredag aften levede holdet op til favoritværdigheden og vandt 3-1 hjemme over bundproppen Vejle Boldklub.

Dermed er Farum-klubben tæt på at kvalificere sig til mesterskabsslutspillet for ottende gang i de ni sæsoner, hvor rækken er blevet delt op i top og bund.

I teorien kan Brøndby, Randers og Silkeborg nå at sende FCN ud af top-6, men med flere indbyrdes møder blandt konkurrenterne er Jens Fønsskov Olsens mandskab godt stillet i jagten på det sjove af ligaens to slutspil.

Hurtigt mål

Efter 1-1 ved pausen afgjorde to teenagere opgøret til FC Nordsjællands fordel.

Den 18-årige nordmand Sindre Walle Egeli gjorde det til 2-1 på et hovedstød i begyndelsen af anden halvleg, mens 19-årige Caleb Yirenkyi fra Ghana lukkede kampen til sidst med målet til 3-1.

Opgøret blev overværet af landstræner Brian Riemer og assistent Morten Wieghorst.

Det var dog næppe på baggrund af fredagens præstationer, at spillere med dansk pas rykkede ind i landsholdsvarmen.

Allerede tidligt i opgøret pegede det i retning af tre point til hjemmeholdet.

Der var spillet under tre minutter, da Vejle-defensiven første gang var på glat is.

Markeringen på Benjamin Nygren svigtede, og tæt under mål kunne den formstærke svensker med et kraftfuldt spark gøre det til 1-0.

Der stod FC Nordsjælland på stort set alt i kampens første tredjedel, og det stred mod logikken, at Vejle udlignede til 1-1 i det 29. minut.

Til gengæld var det logisk, at hvis der skulle være en Vejle-målscorer, skulle det være den formstærke russer German Onugkha, der nu står noteret for fem mål i fire forårskampe. Med andre ord har han lavet alle Vejles superligamål efter vinterpausen.

Onugkha var på det rette sted, da Andreas Hansen gav en skidt retur efter Kristian Kirkegaards afslutning.

Udligningen så ud til at ryste hjemmeholdet, der slap sit jerngreb frem mod pausen.

Kedelig Vejle-statistik

Fra starten af anden halvleg tog FC Nordsjælland igen kontrol over begivenhederne, og ti minutter efter sidebyttet var hjemmeholdet atter i front.

Peter Ankersen slog et indlæg ind i feltet, og her steg stortalentet Sindre Walle Egeli til vejrs og scorede sit første superligamål siden september.

Igen slap FCN lidt af grebet, og German Onugkha havde flere muligheder i jagten på en udligning, før spændingen blev punkteret med 3-1-målet i det 83. minut. Caleb Yirenkyi skulle blot sætte foden på en ripost for at lukke kampen.

Dermed blev der ikke ændret på den bemærkelsesværdige statistik, at Vejle ikke har vundet en superligakamp på Sjælland siden sejren over Lyngbys amatører i marts 2002.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her