Det er ikke sjældent, at Karin Schwartz har tabt kæben. Sådan må det nødvendigvis være, når hun som tidligere formand i Dansk Taekwondo Forbund og idrætspolitisk aktiv gennem tre årtier har været udsat for eksklusionssager, brutale personopgør og slæbeture gennem mediemøllen. Men mandag eftermiddag måtte hun alligevel bide sammen en ekstra gang for at holde på mundtøjet.
Fire timer og 17 likes efter at hun postede et opslag i Dansk Taekwondo Forbunds Facebook-gruppe, tikkede en noget overraskende besked ind i Messenger. Opslaget var blevet slettet, stod der.




























