Mistillid, fløjkrige og væltede formænd.
Kontinuitet har de senere år været en mangelvare på ledelsesgangene i nogle af de største og vigtigste specialforbund i dansk idræt.
Intern strid har blandt andet præget Danmarks Cykle Union, Dansk Ride Forbund og Dansk Atletik, hvor formænd og nøglemedarbejdere er kommet og gået.
Og i DanskHåndbold mangler der lige nu en permanent skikkelse for enden af bordet, efter at den konstituerede formand Jan Kampman i marts trak sig på grund af manglende opbakning.
I Team Danmark har sportsdirektør Lars Balle Christensen tillid til, at forbundene overholder de aftaler, der hvert år sikrer dem millioner i støttekroner fra organisationen.
Men han er opmærksom på risikoen for, at uroen kan brede sig ned gennem et forbund.
»Når der er uro, påvirker det altid organisationerne på den ene eller anden måde. Det er aldrig betryggende«.
»Vi vil gerne være med til at sikre, at der er en god kontinuitet i de sportslige setup i forbundene, og det betyder blandt andet, at atleterne oplever, at der er ro omkring dem, så de sammen med trænerne kan fokusere på at udvikle sig bedst muligt«, siger han.
I Team Danmarks krav til forbundene står det klart beskrevet, at der »i videst muligt omfang søges og sikres kontinuitet i specialforbundets elitearbejde«.
Men når nye formænd og bestyrelser træder til, kan prioriteringerne hurtigt ændre sig, og det samme kan strategien. Ofte kommer utilfredsheden fra idrættens rødder, der vil have mere fokus på breddesporten.
Det er ikke nødvendigvis et problem, understreger formanden for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Hans Natorp.
»Der er økonomiske og menneskelige omkostninger for medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer, som kan blive presset. Det går ud over forbundenes omdømme. Så uro er altid ærgerligt, beklageligt og noget, vi gerne vil undgå«.
»Men foreningsdemokratiet er en grundsten i det danske samfund, og der skal være plads til politisk uenighed, kampvalg og forskellige holdninger til den retning, man vil sætte i en forening«, påpeger han.
Politiske amatører
Problemet er bare, at de politisk valgte beslutningstagere ikke altid kommer ind med tilstrækkelig viden til at løse den opgave, der ligger foran dem, mener tidligere elitechef i Dansk Atletik Mikkel Larsen.
Det kan være med til at skabe gnidninger mellem den politiske og sportslige del af butikken.
»Vi holder skåltaler om det fantastiske i frivillighed, samtidig med at idrættens jobsektor vokser, og flere klubber og organisationer professionaliseres«.
»Og det politiske er baseret på amatørpolitikere, som ofte ikke er klædt på til opgaven. De fleste kommer jo fra et lavere idrætspolitisk niveau, hvor de selv har stået i spidsen for driften i en klub eksempelvis«, siger han.
I Team Danmarks regler for støtte nævnes det, at det politiske lag ikke må blande sig i specialforbundenes drift.
Alligevel er det netop, hvad der ofte sker, lyder kritikken fra Lars Lindstrøm, der som sportschef i Dansk Orienterings-Forbund, landstræner hos Triatlon Danmark og direktør i Dansk Atletik har haft mange forskellige kasketter på.
»Desværre er min erfaring, at bestyrelser og formænd har svært ved ikke at sagsbehandle og gerne vil detailstyre driften. Det er en uskik«, siger han.
Omvendt ser Lindstrøm også en udfordring ved, at de sportsligt ansatte ikke er gode nok til at inddrage det politiske system.
»Dermed opnår man reelt en slagmark, hvor parterne bekriger hinanden om beslutningskompetence inden for både politik, strategi, mål og drift. Produktet af det er organisatorisk uro, manglende ambitioner og lavere sportslig succesrate«.
Også forhenværende sportschef i cykelunionen Lars Bonde ser et problem i kommunikationen mellem specialforbundenes politikere og sportens folk, der er ansat til at skaffe internationale resultater og OL-medaljer til Danmark.
»Hvis man skal modtage penge fra Team Danmark, er der nogle krav til, hvordan man skal organisere sig. Nogle gange står de krav i modsætning til de politisk valgtes ønske om, hvad der er talentudvikling og elitesatsninger«, forklarer han.
Kilde til frustration
DIF-formand Hans Natorp har forståelse for, at det kan skabe usikkerhed om idrætschefernes arbejde, når formænd og bestyrelser skiftes ud, og interesserne stikker i andre retninger end elitearbejdets.
Men han peger på, at det er »helt legitimt« at arbejde for et andet mål.
»Jeg forstår godt, det er en kilde til frustration, når ens forbund gør noget andet end det, der ligger ens hjerte nær. Man må bare respektere, at politisk prioritering er en pligt og en ret, bestyrelsen har. Men det skal selvfølgelig gøres inden for demokratiets spilleregler«, siger han.
For at finde fælles fodslag mener Lars Bonde, at alle bestyrelsesmedlemmer bør gennemgå en idrætspolitisk uddannelse, før de sætter sig ved det runde bord.
Sådan et tilbud har DIF allerede på hylderne, påpeger Hans Natorp. Men der er ingen tvang om at takke ja til det.
»Jeg er sikker på, at der vil komme mere og mere fokus på, at bestyrelser ønsker at indgå i sådan et forløb. Det vil passe til nogle, og andre steder er det noget andet, der skal til«, siger DIF-formanden.
I weekenden mødes beslutningstagerne i dansk idræt fra nær og fjern, når DIF holder årsmøde i Brøndby.
ritzau
fortsæt med at læse
