Den danske landsholdsspiller Morten Hjulmand skifter Sporting CP ud med Atletico Madrid.
Det meddeler den spanske klub på X lørdag formiddag.
»Den 27-årige højrebenede defensive midtbanespiller skiller sig ud med sin fysiske styrke, sin evne til at erobre bolden tilbage og sin spilforståelse, der styrker hans forudseenhed og boldfordeling«, skriver Atletico om sin nye mand.
Han har lavet en kontrakt med Atletico Madrid, der gælder til sommeren 2031.
Sporting CP meddeler i en meddelelse til børsen, at klubben får 40 millioner euro, svarende til 300 millioner kroner, for Hjulmand.
Dertil kommer op til 37,5 millioner kroner i præstationsbaserede bonusser.
Skiftet til hovedstadsklubben kommer, efter at Hjulmand gennem de seneste tre sæsoner har været en bærende profil i Sporting og desuden etableret sig som fast mand på landsholdet.
I Sporting blev Hjulmand udnævnt til anfører, og netop danskerens lederevner bliver også fremhævet af Atletico Madrid i klubbens præsentation.
Her bliver det bemærket, at danskeren som blot 23-årig blev den næstyngste anfører nogensinde i den italienske Serie A efter Roma-legenden Francesco Totti.
Det skete, da han fik bindet i Lecce, som Sporting købte Hjulmand af i 2023.
For Lecce fik Hjulmand 95 kampe, mens det for Lissabon-klubben blev til 142 kampe og fem scoringer.
I Atletico Madrid kommer den danske midtbanedynamo til at arbejde under klublegenden Diego Simeone, der som aktiv netop var en meget arbejdsom og fysisk stærk defensiv midtbanespiller.
Under Simeone har Atletico været en fast del af toppen af La Liga og to gange vundet det spanske mesterskab - i 2014 og 2021.
I den forgangne sæson blev Atletico nummer fire og kvalificerede sig dermed til Champions League for 14. sæson i træk.
Derudover nåede holdet også semifinalen i den bedste europæiske klubturnering og tabte her til Arsenal. I pokalen tabte Atletico finalen til Real Sociedad.
ritzau




























