Det var ren opvisning, da den treårige travhoppe Lets Go Flamingo med Bent Svendsen for fjorten dage siden kvalificerede sig til lørdagens Hoppe-Kriterium i Charlottenlund. Hun vandt med en margen på 25 meter uden at kusken Bent Svendsen havde foretaget sig andet end at være passager indtil målstregen, hvor han standsede hoppen.
Hun løb sin kvalifikation hurtigere end samtlige hingste, og så viste det sig alligevel bagefter, at hun havde været syg på dagen. En halsbetændelse er siden blevet behandlet med medicin i pulverform, og så skulle hun jo i teorien være endnu bedre end sidst, når hun lørdag eftermiddag går ud til kamp om en førstepræmie på 187.500 kr. i Hoppe-Kriteriet?




























