Hævn smager bedst, når den serveres iskold. Men gennem det næste år vil AGF nok stille sig tilfreds med et par håndfulde halvlunkne revancher, hvis de næste sommer har overlevet genkomsten i Superligaen. Ingen klub har ellers så meget at – om ikke hævne – så i hvert fald revanchere. Statistikken taler for sig selv:
Bortset fra Esbjerg har AGF ikke vundet den seneste kamp mod nogen af holdene fra den kommende Superliga, og dertil kommer den hånlatter, der fra hele Fodbolddanmark har haglet ned over spillerne og ikke mindst den årelange farceagtige ledelse, der har gjort livet underholdende, men usikkert i den lille hytte af et sportsligt hovedkvarter på Fredensvang. Jo, der er rigeligt at hævne. På klubbens hjemmeside står en alenlang ’mindernes allé’, der kan fortælle om meritter, som kun en lille håndfuld klubber i Danmark kan prale med. Men ganske sigende stopper den brat for ti år siden, hvor der ikke har været noget at skrive om. Indtil dette forår, hvor AGF’erne pludselig skaffede sig en pointhøst og udviste stabilitet, der ikke er set i et årti. Ganske vist på en billigere baggrund end normalt, da sejrene blev hevet i hus i 1. division, men formkurven peger dog fremad – igen for første gang i ti år. At komme den farceagtige ledelse til livs har haft første prioritet i AGF siden nedrykningen. Det har kostet et barsk indre opgør med »de gamle fra moderklubben« at sikre en ledelse og forretning, der synes velkørende, men det har været nødvendigt, er alle endelig blevet enige om. Inklusive træner Ove Pedersen, der har valgt ikke at råbe på forstærkninger, før der har været kroner til det. Den politik ser ud til at have båret frugt. Forretningen Århus Elite, der står bag AGF, nærmer sig en milliard i værdi – selv om den nylige nedjustering fra forventet overskud fra 2,5 millioner kroner til røde tal på 6,5 millioner kroner nok kan fremkalde et lettere bekymrende ’hm’ – AGF’s historie taget i betragtning. AGF har været førende i at købe dyre udenlandske spillere, der enten ikke havde klassen eller havde den bedste del af fodboldlivet bag sig. Men de fire nye, de har hentet – Jerry Lucena fra Esbjerg, Kim Madsen fra Hansa Rostock , Alex Valencia fra Start og Ulrik Lindkvist fra FC Midtjylland – er af en anden kaliber. Ganske vist græder de klubber, de forlader, nok relativt tørre tårer over tabene, men de repræsenterer klare forstærkninger til en ung AGF-trup. Eller sagt på en anden måde: Uden dem ville der have været så langt mellem rutinerede Superligaspillere i AGF-truppen, at de med stor sandsynlighed havde indløst returbillet til 1. division. Ny angrebsmakker AGF fik til gengæld ikke købt en hovedstødsstærk makker til topscoreren Peter Graulund i angrebet, hvilket ville bekymre denne skribent mere, end det – i hvert fald officielt – bekymrer Ove Pedersen. Han satser i stedet på den lynhurtige midtbanespiller Jeremiah White i front. Det virker skrøbeligt. Svigter Graulund eller går i stykker, står AGF tilbage med unge folk til spidsen, der endnu ikke har slået til, og midtbanespillere, som man kan holde sig for øjnene og kalde angribere. Rekorden fra 1997, hvor AGF scorede 75 mål i Superligaen, kommer nok til at holde lidt endnu. Klubben har selv en tro på, at den til næste år nu har materialet til at ligge »på sikker afstand af nedrykning« og blandt de otte bedste. Det skal ske ved holdånd og ydmyghed, indtil klubben får fundet den klasseangriber og måske et par yderligere erstatninger, som nok bliver nødvendigt for at klare en lang og barsk sæson. Det lyder jo både smukt og modent, efter at AGF i årevis synes at have troet, at den hvide trøje spillede resultaterne hjem af sig selv. Den vildfarelse er Ove Pedersen midt i et opgør med, og de afgørende kampe i 1. division antyder, at han er på vej til at få bugt med den. Så meget afhænger af, om de fire indkøb slår til, og så, at den solide akse fra sidste år – Steffen Rasmussen i mål, Ole Budtz i forsvaret, Kári Árnason på midten og Graulund i angrebet – kan løfte holdet op til Superliganiveau. For det eneste sted, hvor AGF nærmer sig en sammenligning med FC København og Brøndby, er, at der kun venter dem kampe, hvor alle modstandere kæmper med blodsprængte øjne. Måske er AGF ikke længere den fornemme skalp, den har været, men som den store gamle klub fra landets største provinsby er AGF altid sjove at slå. Og endnu sjovere at slå 5-0. Fredericia kunne måske ubemærket have lusket nogle point i land på ’underdog-kontoen’, hvis de havde snuppet oprykningspladsen, men det kan AGF næppe. Ujævn sæson Så hvordan kommer AGF’s hævntogt i Superligaen til at gå? Året i 1. division har ikke just været et triumftog. Et mageløst ringe efterår efterfulgt af en god sæsonafslutning giver en ujævn sæson som facit – dog med pilen pegende let opad. Med fornuftige forstærkninger, tidligere Superligaerfaring, en ny stærk struktur i forretningen og en rutineret træner burde AGF kunne reetablere sig i Superligaen, men omvendt har ingen klub i Danmark gjort ordet ’burde’ til skamme end AGF. Men selv Nostradamus ville nok undslå sig for et kontant bud.
