DET ER STORT, det her. Mægtigt stort. Og det bliver næppe nogensinde så formidabelt igen. Eller rettere: hvis en VM-slutrunde i håndbold atter skal løftes op på det høje niveau, der er gældende i denne tyskarrangerede version, som lige nu kan nydes – eller i hvert fald ses – på TV 2, så skal værtskabet tilbage i hænderne på tyskerne. Så tit som overhovedet muligt. Og gerne efter det kroatiske arrangement i 2009. JAMEN, VIL det ikke være temmelig kedeligt? Lidt, selvfølgelig. Og det er da heller ikke særlig smart – når man tænker på spillets videre globale udbredelse – at råbe »alle slutrunder til Tyskland«. Men det er sandelig fristende. Også selv om det er urealistisk. Håndbold vil jo gerne give udseende af at være en stor verdenssport. Men lad os nu kravle ud af det udsynsbegrænsende danske pølseskind og være ærlige – håndbold er altså ikke et spil, der henrykker hele kloden. Og absolut slet ikke kvindehåndbold, som i virkeligheden er en meget lille disciplin i det såkaldte internationale rum. Med fare for at irritere nogle landsmænd, så vil jeg hævde, at kvindehåndbold groft sagt kun interesserer danskere og nordmænd. Det seneste kvinde-VM i Rusland for godt et år siden – og altså dér, hvor verdensmestrene hører hjemme – var måske det mest dundrende fiaskoarrangement i hele spillets historie med omkring 107 tilskuere i en hal til måske 15.000. HØR HER, jeg har været til en ordentlig dynge håndboldslutrunder for både mænd og kvinder – i Asien, Nordafrika og forskellige hjørner af Europa. Og mange steder har det raget værtsnationernes tilskuerpotentiale en høstblomst. Jeg har været til slutrunder, hvor jeg bagefter har kunnet konstatere, at aldrig har så mange spillere rejst så langt for at få så lidt opmærksomhed. Sagen er jo, at så snart slutrunderne flyttes væk fra de ’klassiske’ håndboldnationer, spilles kampene nærmest i anonymitet – eller med legesyge skolebørn eller trætte soldater som tvangsudskrevne tilskuere for dog at fjerne den rungende fornemmelse i de ellers tomme haller. Rammerne har nærmest være pinlige.
DERFOR ER det en ren nydelse at følge dette VM i Tyskland. Håndboldspillet har simpelthen aldrig haft en flottere kulisse. Aldrig haft større haller – eller så mange tilskuere. Så mange lokale tilskuere, som kommer for at se spillet, når det er bedst. Næsten uanset hvem der er på banen. Og som også fatter, hvad der foregår. Og dét er noget nyt. Tænk, over 90 procent af de udbudte billetter er solgt – 305.000 har guddødeme betalt for at kigge med. Det fortæller om en sportsinteresse, der rækker længere end til det fadølsbårne klaphatteniveau. For her handler det ikke – hvilket eksempelvis tilstedeværelsen af 9.000 tilskuere til alle kampene i den danske mellemrundepulje i Mannheim tydeligt fortæller – om simpel nationalisme. Nej, når adskillige tusinde tyskere kan lokkes ud i den mægtige SAP-Arena her i Mannheim, hvor Bechs Boks har oprettet hovedkvarter – den kan tage ca. 12.000 tilskuere, arenaen – så handler det om oplevelse, nydelse og indsigt. Og velsagtens også om opbakning til arrangementet. Og en smule banal nysgerrighed. SELV OM DER rent størrelsesmæssigt er en verden til forskel i de to spils udbredelse og i arenaernes publikumskapacitet, så vil jeg alligevel driste mig til at drage en beskeden sammenligning mellem dette håndbold-VM og 2006-sommerens fodbold-VM – som også fandt sted her i Tyskland. Det sidste er blevet kaldt et historisk VM – fordi det i sit positive og begejstringsfyldte udtryk blev et billede på det nye ’Stortysklands’ venlige, forsonende ansigt. Et ansigt, der blev transmitteret ud til hver en krog af verden. Og det er ikke nogen automatfloskel. For fodbold er verdens mest betydende fællessprog – det stærkeste kommunikationsmiddel på tværs af alle kulturelle og økonomiske skel. I sommer oplevede vi det skønne – ja, det tillader jeg mig at kalde det, skønne – at fodbold også er en glædens fest. At VM-slutrunden blev en formidler af ’international forståelse’, takket være de tyske værters blik for nødvendigheden af at skabe gadearrangementer og kulturtilbud, der kunne samle folk og knytte bånd. MIN DRISTIGE sammenligning mellem de to VM-slutrunder går på, at også håndbold-VM drager tilskuere i samme procentvise grad – og skaber positive oplevelser. Disse to slutrunder er det gode eksempel på, at der heldigvis er noget, der er bedre og måske også stærkere end de stadig mere popprægede sportstransmissioner i fjernsynet – og dette ’noget’ er sport i virkeligheden. Som teater og koncerter skal opleves ’live’, skal sport det også. Der er intet, der er bedre end at være til stede. Det er forklaringen på, hvorfor folk – også i Danmark – strømmer til friluftskoncerter og parkopera. Forklaringen på, hvorfor der kommer flere og flere til de store fodboldkampe. Og forklaringen på, hvorfor der var udsolgt til VM-håndboldlandsholdets træningskampe i januar. VI ØNSKER ganske enkelt at dele vore oplevelser med andre. Vi vil have fællesskab – og fælles glæde. Og ikke ’følelsesisolation’. Men ikke under alle omstændigheder. Ikke, hvis vi skal sidde i en elendig fodkold hal, stå i kø til et svinsk lokum, betale for dovent og tyndt øl – og spise pølser, der stammer fra grise, der er hensygnede af kolik, og som præsenteres som dagens ret. Nej, det gider vi ikke. Men sådan er det bestemt heller ikke ved dette VM. Bevares, hallerne – ja, man foretrækker ordet ’arena’ på disse kanter – er nok ikke af en arkitektonisk standard, der vil bringe dem frem på forsiden af denne kræsne publikations kultursektion, men det er hændelsesværker med stor funktionsværdi. Her kan der tisses på delikate toiletter, spises alt muligt – også grønt. Og man sidder godt. Og der er ikke koldt. Det er livesport, når det er bedst. Det er nærvær, når det er sjovest. Det er VM – som ingen andre kan lave det. Det er ikke særlig smart at råbe »alle slutrunder til Tyskland«. Men det er fristende.