Man skal ikke tage fejl af Per Bäckman.
Ved første øjekast kan landstræneren godt forekomme en smule brysk. Hans dybe stemme kan råbe det halve Kloten op, og han har en vane med pludselig at lægge tryk på et tilfældigt ord midt i en sætning, så det gibber i de omkringstående. Men lige under overfladen lurer en knastør humor, og hans analyse af 0-5-nederlaget mod Tjekkiet var både positiv og fremadrettet. Skaber god stemning Da Morten Madsen dukkede op på spillerhotellet efter en lang hjemrejse fra USA, startede han uopfordret en hyldesttale om den landstræner, han stadig havde til gode at møde ansigt til ansigt. »Jeg har virkelig glædet mig til at komme. Jeg har hørt fra de andre, at Bäckman har skabt en rigtig god stemning«, sagde Madsen ved den lejlighed. Per Bäckman er den fjerde landstræner, siden opturen begyndte under landsmanden Jim Brithén i anden halvdel af 90’erne. Siden fulgte endnu en svensker, Mikael Lundström og senest canadieren Mike Sirant, der stoppede efter VM i Quebec sidste år. Mening med hver træneransættelse »Der har været god mening med hver træneransættelse«, siger Kim Staal, der har været med, siden landsholdet skrabede bunden i B-gruppen. »Jim Brithén kom til på et tidspunkt, hvor vi ikke kom nogen vegne. Han var perfekt til det arbejde, og der blev virkelig ryddet op. Vi havde som sædvanligt godt med talent, men i nogle dele af spillet manglede vi meget«, husker Staal. Brithén førte holdet op i toppen af B-gruppen og var flere gange tæt på oprykningen. Den skaffede hans efterfølger Lundström så i første forsøg. Tog skridtet videre »Jim lagde grunden med hårdt arbejde, men Mikael Lundström var mere en artist. Han havde fingeren på pulsen og tog os skridtet videre«, mener Kim Staal. En anden af landsholdets mest erfarne spillere, Morten Green, uddyber: »Mikael fik det bedste ud af folk. Han stillede store krav til os, men behandlede os samtidig som voksne mennesker. Når vi var af sted, var der en behagelig atmosfære og frihed under ansvar. Det var en stor del af grunden til, at vi havde så stor succes«, mener Morten Green. Behandlet som skoledrenge Når danskerne lægger så meget vægt på den gode stemning i VM-lejren, skyldes det, at de for nylig har prøvet en situation, hvor forholdet mellem træner og spillere var mindre harmonisk. Samspillet med canadieren Mike Sirant, som med nordamerikansk aggressivitet og vinderattitude skulle gøre holdet endnu bedre, blev ifølge spillerne aldrig helt godt. »Han var meget kontrollerende. Man blev behandlet som en skoledreng. Det har aldrig været kulturen på dette hold, så det slog gnister, og det betød også, at vi hockeymæssigt aldrig fik det optimale ud af det«, siger Morten Green. En af Sirants idéer var, at danskerne skulle styre kampene, selv mod stærke nationer. Det var et stort skridt i forhold til den defensive, afventende stil under hans forgængere. Og det var tydeligvis et skridt, som holdet slet ikke var klar til. Selv om Danmark ved VM i Moskva i 2007 blev nummer 10 – den højeste placering nogensinde. Kunne ikke styre kampe »Forsøget på at styre kampene lykkedes aldrig. I nogle af kampene mod de store hold blev vi jo fuldstændig udspillet«, husker Morten Green. »Mike ville jo gerne spille mere nordamerikansk – mere aggressivt. Det er en positiv mentalitet, men mod de gode nationer gik det ned ad bakke under ham. Vi kom længere væk fra holdene, der lå foran os«, siger Kim Staal. Derfor er spillerne tilfredse med Per Bäckman. Han er en tilbagevenden til den trygge, skandinaviske ledelsesstil og en mindre spektakulær optræden på isen. En blandings-træner »Jeg vil mene, han er en blanding af Sirant og Lundström«, siger Kim Staal. »Mere Lundström end Sirant«, korrigerer Morten Green. »Han er meget realistisk. Han accepterer, at for eksempel Tjekkiet har et bedre hold end os. Han var positiv, selv om vi havde tabt 5-0. Det havde Mike helt sikkert ikke været«, siger Green.
