Usain Bolt har ret. Man ved aldrig helt med ham, hvad han kan finde på, som han sagde om sig selv et par dage før den store duel med Tyson Gay.
Bortset fra altså, at der nok var mange, der nok havde forudset, at han også ville blive verdensmester på 100 meter. Og det med stil.
Men han er en lidt uforudsigelig showman, der kan lide fest i gaden og store armbevægelser. Han stiller gerne op til pressepjat med vinger på skuldrene eller får taget fodaftryk, der skal bruges på en gade i en af de mange storbyer, han besøger. Og fodaftryk har han i hvert fald nu også sat i Berlin.
Finaletider kunne have været bedre
For ikke nok med at andre har stor tillid til hans vindermuligheder – hans egen selvtillid fejlede heller ikke noget søndag, og vindertiden 9,58 sek. på det olympiske stadion i Berlin bekræfter, at han nåede at finde formen i rette tid efter et forår, hvor et trafikuheld kunne have ødelagt alle muligheder for at følge op på den fantastiske succes ved OL i Beijing.
Vindertiden var samtidig en forbedring af Usain Bolts forrige verdensrekord på 9.69 sekunder.
Og finaletiderne kunne formentlig endda have været noget bedre, hvis ikke det flotte blå banelegeme på stadion havde været så forholdsvis blødt i forhold til en del andre atletikanlæg. Men det er langdistanceløberne måske tilfredse med.
Start ikke den bedste
»Jeg kan overhovedet ikke vente med at komme i gang med at løbe. Jeg vil bare have, at der skal ske noget nu«, sagde Usain Bolt på et velbesøgt pressemøde i den tyske hovedstad, inden VM blev skudt i gang.
Og man må indrømme, at hans lyst til at konkurrere var åbenlys, da den traditionelle og altid fascinerende tavshed blandt over 70.000 tilskuere på stadion blev brudt ved, at rækken af toptrimmede hurtigløbere blev sendt af sted mod stregen. Ikke kun atleterne eksploderede. Publikum skreg dem mod mål, så det sang for ørerne bagefter.
Bolts start var som sædvanlig ikke den allerbedste, men han virker ustoppelig, når først rytmen er fundet, og de lange ben tilbagelægger i gennemsnit næsten 2,5 m pr. skridt. Det plejer at give ham en fart af cirka 44 km/t, og så er det jo lige før, en lovlig knallert – hvis en sådan findes – har svært ved at følge med.
Jamaicansk fest
Den forsvarende mester, USA’s 27-årige Tyson Gay, blev nr. to i personlig og national rekord 9,71, og Asafa Powell sluttede som nummer tre i tiden 9,84 sek.
Og så var der ellers dømt jamaicansk fest på stadion.
Jubelscenerne vakte minder om OL i Beijing, og Bolts stil kan man åbenbart lige så godt vænne sig til, for den regerende olympiske mester og nu også verdensmester er blot 22 år og kan – hvis han passer på sin fysik – dominere sporten en række år endnu.
Jagter 400 meter
Næste år har han for eksempel tænkt sig at satse målrettet på at erobre verdensrekorden også på 400 meter. Den tilhører på tiende år den amerikanske legende Michael Johnson, der ved VM i Sevilla 1999 endelig fik ram på landsmanden Butch Reynolds’ tid (43,29), da han blæste over stregen i 43,18 sek.
Siden da er det nærmeste, en sprinter er kommet rekorden, tiden 43,45 sek., som den forsvarende verdensmester i Berlin, USA’s Jeremy Wariner, fik noteret, da han sikrede sit guld i Osaka i 2007.
200 meter næste udfordring
I første omgang skal Bolt dog se, om han kan bytte VM-sølvmedaljen på 200 meter fra Osaka ud med en af guld denne gang. Og det vil kræve, at han ligesom søndag aften kan sætte den regerende verdensmester Tyson Gay på plads, når der løbes finale torsdag aften.
Meget taler for, at det kan lade sig gøre, selv om Usain Bolt selv i løbet af sæsonen har udtrykt lidt tvivl om, hvorvidt han på den halve omgang kan nå sidste års forrygende niveau.
»Det er svært, når en ny sæson starter. Man begynder ligesom helt fra bunden igen, og der er ingen sikkerhed for, at det hele kommer til at fungere perfekt en gang til. Jeg har flere gange følt, at jeg lige har manglet lidt på 200-meteren, men jeg har hele tiden haft fremgang«, siger Usain Bolt, der dog med 19,59 sek. i år har fået noteret den fjerde hurtigste 200-meter nogensinde.
Kan blive historisk
Kun tiden – helt bogstaveligt – vil vise, om formen også holder til, at den mægtige mand fra Jamaica skriver sig ind på listen over sprintere, der har taget VM-titlen på begge de korte distancer ved samme mesterskab. Det har kun de tre amerikanske G’er gjort før ham: Maurice Greene i Sevilla 1999, Justin Gatlin i Helsinki 2005 og så Tyson Gay i Osaka for to år siden.
fortsæt med at læse
