Det var ikke tom snak, da FC Københavns Niels-Christian Holmstrøm truede med at indberette skandaledommeren Matthew David Messias fra torsdagens UEFA Cup-kamp. Sportsdirektøren vil sørge for, at Messias aldrig kommer til at dømme en kamp på internationalt niveau igen. »Jeg er allerede i gang med en redegørelse af kampen, som UEFA modtager inden fredag aften. I den redegørelse vil der være en indberetning af dommeren, som leverede en pinlig indsats. Han tabte kampen på gulvet, og mit mål er aldrig nogensinde at høre hans navn i international fodbold igen«, siger Niels-Christian Holmstrøm. FC København kan desuden se frem til en bøde på omkring 90.000 kroner fra UEFA på grund af syv gule og to røde kort. Niels-Christian Holmstrøm vil i sin redegørelse også argumentere for, at det beløb er uacceptabelt på grund af Messias' for flittige brug af kortene.
Holmstrøm vil fjerne Messias fra international fodbold
Lyt til artiklen