Forløsning. Det har uden tvivl været den dominerende følelse hos Brøndbys spillere og ledere, da det lykkedes mesterholdsaspiranten at få sin første sejr i dette forår. Sølle to point og ét mål var udbyttet efter de første fire kampe, men i den femte blev det resultat væsentligt forbedret, da Brøndby med en udebanesejr på 2-0 over Viborg mere end fordoblede både sin pointhøst og målscore. Desuden hentede Brøndby selvtillid med hjem fra Jylland, og det kan vise sig at være det vigtigste udbytte fra lørdagens opgør, set i lyset af at klubben fra den københavnske vestegn i sine første fire kampe havde fået sit forspring til FC København på 16 point reduceret med 10 point. Ikke prangende Gevinsten blev sikret uden prangende spil og store målchancer, og de sidste 45 minutter brugte Brøndby ikke på at udbygge føringen, men på at spille sejren hjem med alt, hvad det indebærer af langsomt spil rundt på banen og nærkampe, som gav frispark, og fik tiden til at gå. Viborg, der normalt er kendetegnet ved kontraspil, besad det meste af spillet og havde såmænd også de fleste chancer, men rollerne var byttet om - lørdag var det Brøndby, der scorede på sine forsøg, mens Viborg havde indtaget Brøndbys forårshumør med at brænde. Brøndby havde Daniel Agger med igen i stedet for Thomas Hansen, som i sidste weekends nederlag til FCK havde en skidt dag, og det gav ro i Brøndbys forsvar, hvor også Per Nielsen som sædvanlig var sikker. Agressiv Brøndby-start Med Johan Elmander og Morten Skoubo i front lagde Brøndby godt og aggressivt ud, og allerede efter seks minutter var gæsterne tæt på at fordoble deres målscore i foråret, men med et saksespark udført tæt på stregen reddede den stabile Viborg-forsvarer Michael Gravgaard hovedstødet fra Per Nielsen. Manøvren blev nødvendig, fordi målmand Jesper Christiansen ikke formåede at få hjørnesparket ekspederet ordentligt væk, og otte minutter senere kom målmanden atter i fokus, og denne gang kostede det dyrt. Morten Skoubo modtog en høj bold fra højre side, og efter at have headet en enkelt gang til bolden bevægede Jesper Christiansen sig tøvende ud af sit mål. I samme øjeblik fortrød han, men da var det for sent. Han var fanget på mellemhånd, og med endnu et hovedstød sendte Morten Skoubo bolden hen over Jesper Christiansen til føring 1-0. Viborg, som indtil da havde vist sin velkendte farlighed på kontra, der inden opgøret havde fået Brøndby-træner Michael Laudrup til at sige, at han foretrak afslutninger forbi mål frem for ingen afslutninger, satte sig på spillet og havde flere gode forsøg til at udligne. Skud på overliggeren Thomas Andie havde et dykkende langskud på overliggeren, José Mota havde et godt skud, og farligheden fortsatte i 2. halvleg, selv om Viborgs spil ikke hang nær så godt sammen efter pausen. Mota havde et godt frispark, der blev flot reddet af Casper Ankergren i Brøndbys mål, Alex Nørlund ramte overliggeren og havde kort tid efter endnu et farligt forsøg. Imens brugte Brøndby energien på at forsvare sig, hvilket naturligt også afspejlede sig i de udskiftninger, som Michael Laudrup og John 'Faxe' Jensen foretog. Jonas Kamper gik ud til fordel for Morten Wieghorst, som dog - i hvert fald efter dommer Peter Rasmussens mening - gjorde for meget for at forsvare Brøndbys føring, da han efter et lille frispark smed bolden væk. Det kostede et gult kort. Minuttet efter - i det sidste minut før overtiden - fik gæsterne dog mere ro, da Thomas Kahlenberg efter at være sluppet fri i højre side placerede bolden uden om Jesper Christiansen til resultatet 2-0. Viborg fik ikke oprejsning efter sidste uges nederlag på 4-1 til Esbjerg. Ikke engang indskiftede Søren Frederiksen, som blev modtaget med stor jubel på Viborg Stadion, og som har scoret i de mange seneste hjemmekampe mod Brøndby, kunne sørge for det. Brøndby fik en tiltrængt sejr - og den første i Viborg med Michael Laudrup som træner.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
De skal fremstå som rockstjerner, men virker bare som selvfede blærerøve
-
Ida blev afhørt i to timer. Jesper i 15 minutter, men blev aldrig spurgt, om han havde samtykke
-
’Den danske kvinde’ er et helt ekstremt samtidsportræt
-
Har han simpelthen undervurderet Danmarks bedste fodboldrække?
-
Den russiske sejrsdag fejret i København: »Det skal stoppes, ikke fejres«
-
Trump fortjener den største af alle skamstøtter, og den er heldigvis netop blevet rejst
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen




























