Tæt på, hvor den berømte strandboulevard i Nice, Promenade des Anglais, går over i Quai des Etats-Unis, oplevede 33-årige Bobby Julich i det smukkeste forårsvejr sin mest sødmefyldte jubelstund som professionel cykelrytter, da han hyldedes for den samlede gevinst i den 63. udgave af det traditionsrige etapearrangement Paris-Nice. Og selv om det kan forekomme naturligt, at en amerikaner, der har boet syv år i Nice, triumferer netop på 'USA-kajen', rummer det forudgående karriereforløb, hvor han af talrige eksperter betragtedes som færdig, så mange deprimerende elementer, at det egentlig er paradoksalt, at Julich efter de seneste otte dages og 947 kilometers strabadser nu står som den internationale cykelsports førstemand i kraft af den topposition på ProTour-ranglisten, der ledsagede sejren. Etapesejr til Valverde Den afsluttende, 135 km lange etape med start og mål i Nice bød Team CSC på skrappe udfordringer, for der blev lagt ud i et hårdt tempo, og hurtigt var feltet skrumpet gevaldigt ind. Men som de foregående dage havde det danske mandskab kontrol over situationen, og en formidabelt kørende Jens Voigt sørgede for, at vennen og holdkammeraten iført den lidt mærkværdige gule førertrøje med den hvide skulder aldrig kom i fare. I finalen var kun 20 mand tilbage i front, og det spanske supertalent Alejandro Valverde (Illes Balears) slog til i spurten, hvilket bragte ham frem på andenpladsen i klassementet, mens Julich jublende kunne krydse stregen som nr. 15 i visheden om, at Valverde sammenlagt holdt sig 10 sek. bag ham. »Det var et fantastisk stykke arbejde, Jens ydede for mig, og jeg ved nøjagtigt, hvad det har krævet af ham. For jeg havde hans rolle både sidste år hos CSC, da jeg sled for Jörg Jaksche, og tidligere hos Telekom, da det var Alexandre Vinokourov, der skulle have hjælp til sejren. Jeg opfatter mig ikke som selvisk, men jeg synes, jeg fortjener, at det denne gang var mig, der nød godt af støtten fra andre, for jeg har gennem årene ydet min del«, lød det fra en lykkelig Bobby Julich på presseseancen efter podieoptrædenerne, der bl.a. også omfattede et kollektivt CSC-show i kraft af førstepladsen i holdkonkurrencen. Den eneste, som ikke modtog folkets applaus, var Nicki Sørensen, for han kom i mål med et minus på 12.26 min. efter en indsats, der fremkaldte overvældende ros fra bossen Bjarne Riis. Midt i sin glæde over succesen fremhævede Bobby Julich atter, at det er skiftet til Team CSC, der har genfødt ham som cykelrytter efter en lang mistrøstig periode i kølvandet på den Tour de France-tredjeplads i 1998, som ellers tegnede så lyse fremtidsperspektiver. »Jeg var nået til et punkt, hvor jeg blev behandlet næsten som en nyprofessionel, men pludselig mødte jeg i Bjarne Riis en sportsdirektør, der viste mig respekt og forstod at motivere mig. Det var en mærkelig fornemmelse, jeg havde i de år, da jeg skulle prøve at leve op til det Tour-ry, jeg havde fået. Jeg var der, men kunne ikke gøre den forskel, jeg gerne ville. Inderst inde troede jeg imidlertid på, at jeg havde mere i mig. Det var grunden til, at jeg blev ved. Men hvis jeg ikke lige fra den første dag på træningslejren med CSC havde fornemmet, at det her var det rigtige for mig, havde jeg smidt kontrakten i papirkurven og var stoppet. Jeg var helt på det rene med, at det var min sidste chance, og alle kan vist forstå, hvor glad jeg i dag er for, at jeg blev ved med at kæmpe«, siger Bobby Julich. Hjerteproblemer, som krævede kirurgisk indgreb, adskillige brækkede knogler, sportslige nedture som følge af den ublide fysiske medfart, brudte løfter, tilsyneladende uoverstigelige økonomiske vanskeligheder - Bobby Julich har været udsat for mere modgang end de fleste, uden at det har formået at bremse lysten til at videreføre karriere. »Andre har sagt det før mig, men jeg synes, ordene passer meget godt: 'Lad være med at kalde det et comeback. Jeg har været her i årevis'. For sådan er det jo. Og nu har jeg efterhånden i en lang periode bevist, at jeg ikke har glemt at køre på cykel. Selv om måske mange troede det efter alle årene uden resultater af betydning«. Bobby Julich får ikke lov til at nyde ejerskabet af den udseendemæssigt lidet prangende hvide ProTour-førertrøje ret længe, for den overgår automatisk til morgendagens samlede vinder af Tirreno-Adriatico, fordi det seneste resultat er afgørende ved pointlighed. Men amerikaneren har en mulighed mere her i foråret for at score yderligere point, idet han stiller til start i Baskerlandet Rundt i begyndelsen af april. Den første opgave efter Paris-Nice bliver Criterium International i weekenden 26.-27. marts, men når han har fuldført jobbet i Nordspanien, sætter han kursen mod fædrelandet for at stille op i Tour of Georgia, hvor han sidste år blev nr. 4, hvilket i øvrigt også var tilfældet i Baskerlandet. Derefter står programmet på pause frem til Criterium du Dauphiné Libéré i begyndelsen af juni som optakt til Tour de France.