Michael Laudrup udstrålede både glæde og stolthed, da han rejste sig fra trænersædet og hurtigt forsvandt ned i omklædningsrummet efter sidste dommerfløjt. Hans Backe var skuffet og så bekymret ud og brød sig selvfølgelig ikke om at høre de mange tusinde Brøndby-fans brøle sejrssange ud over Parken, mens Brøndby-spillerne blev hyldet for en brillant præstation. De to cheftræneres reaktioner efter storkampen, som Brøndby vandt 3-1, var et præcist billede på de to holds øjeblikkelige tilstand: Brøndby er på vej fremad. FC København er i krise - spillemæssigt og resultatmæssigt. Det blev tydeligt udstillet på nationalarenaen, hvor Brøndby fik den første superliga-sejr over FCK med Laudrup som træner og den første udesejr over 'arvefjenderne' siden foråret 1998. Ingen sensation Den store sensation, at gæsterne vandt var det ikke, men det var altså overraskende, at Brøndby i den grad (som i 1998) i perioder nærmest kunne give opvisning og udspille hjemmeholdet, som kunne have tabt større. Der var klasseforskel på stort set alle områder. Brøndby-spillernes indstilling var bedre end modstandernes, gæsterne afleverede og kombinerede bedre, de arbejdede, pressede modstanderne og flyttede sig for hinanden med langt større vilje og energiudstråling end FCK'erne. Brøndby-folkene var skarpere og mere gennembrudsfarlige, og de spillede bolden rundt på banen med både stor tålmodighed og på en velovervejet måde. FCK uden karakter FCK'erne blev lammet, da Brøndby efter et fornemt opbygget angreb hurtigt kom i spidsen. Jonas Kamper og Dan Anton Johansen byggede op i højre side, og den nye topscorer Morten Skoubo skubbede bolden over stregen på Johansens indlæg. Opspillet til 2-0-målet var endnu flottere. Elmander førte bolden frem, Thomas Kahlenberg afdriblede Ole Tobiasen, og Jonas Kamper headede Kahlenbergs centring ind til Skoubo, som let kunne score. Brøndby-spillerne var hurtigere på bolden, mere aggressive, og der var struktur i opspillet, som blev varieret fint med snævne kombinationer, lange skift og hurtigt fløjspil. FCK? Det lignede et hold uden karakter, uden styring og uden selvtillid. Masser af fejlafleveringer, famlende forsvarsspil, lange bolde op mod Zuma, som dog forsøgte noget, men sjældent fik ordentlig støtte, ingen sammenhæng, ingenting - før i slutningen af kampen, da Brøndby trak sig tilbage. Ole Tobiasen var lidt af en katastrofe før pausen, Bo Svensson havde nok at gøre med at finde sit eget spil, Lars Jacobsen havde stort hyr med den veloplagte Jonas Kamper. På midtbanen fyldte Tobias Linderoth for lidt og smed en del bolde væk. Hjalte Nørregaard og Jesper Bech virkede underligt anonyme på et mandskab, hvor ingen kun 'slå i bordet' og få lidt facon over foretagendet. Ingen offensiv Efter en lille time fik den energiske Michael Silberbauer FCK's første chance, som førte til et blødt skud ind i næverne på Casper Ankergren, og han havde også udmærket hovedstødsforsøg. Men inden da kunne Brøndby være kommet på 3-0, hvis Johan Elmander havde været heldigere med sine afslutninger, og Daniel Agger ikke have tøvet, da Elmander lagde et supertilbud ind til ham. Johan Absalonsen sparkede 3-0 i kassen, efter at Martin Retov havde sendt et frispark på overliggeren. Og så fik Hjalte Nørregaard pyntet på resultat fra 11 meterpletten, da Dan Anton Johansen havde lavet straffe mod Peter Møller. Kom der så en voldsom FCK-slutoffensiv? Næ. FCK'erne troede ikke på det. Det havde de ikke gjort siden 1-0-målet til Brøndby - der i viljestyrke, fighterevne og spilkvalitet leverede den bedste præstation i en storkamp i Michael Laudrups tid som træner. Det var en helstøbt holdindsats, der lå bag triumfen i et opgør, der fortalte os, at duoen Morten Skoubo-Johan Elmander kan blive 'gift' for alle modstandere. Skoubo er stærk i luften og har målnæse, og Elmander imponerede med sin store arbejde tilbage på banen, blik for medspillernes placeringer, godt sete afleveringer og sammenspillet på små områder med Skoubo. Jonas Kamper og Thomas Kahlenberg var stærke både offensivt, med gode indlæg, og defensivt på kanterne, og inde på midten dominerede den kloge Kim Daugaard, der kan holde på bolden og sende den de rigtige steder hen, og banens flittigste spiller, den nærkampstærke og skudstærke igangsætter Martin Retov. Dan Anton Johansen og Asbjørn Sennels lukkede effektivt af på backpladserne med resolutte og fornuftigt spil, og Per Nielsen fik i midterforsvaret stærk støtte af den talentfulde Daniel Agger, som læste spillet godt, greb præcist og hurtigt ind og optrådte som en erfaren forsvarer. Michael Laudrup kunne virkelig være stolt over sit hold i Parken. Backe har fået meget at tænke over.